Artikel top billede

Dæmoner på skærmen: Dungeons & Dragons på vej til Netflix

Streaminggiganten planlægger en ny serie, der foregår i en af de mest ikoniske D&D-settings – Forgotten Realms – og som har produceren fra Stranger Things i front.

Tilbage i slutfirserne var Dungeons & Dragons mest kendt for nyhedsindslag om, hvordan bibeltro amerikanere opfattede fantasirollespillet som porten til selve Helvede – og betragtede udøverne som en slags dæmontilbedende og potentielt morderiske kultister.

Hvilket vi nørder, der udkæmpede drabelige kampe omkring spisebordet med papir, terninger og malede figurer jo egentlig syntes var et ret sejt ry at få.

Med tiden blev det for alvor big business, ligesom der kom en masse spil, tegnefilm, merchandise og ikke mindst bøger til om hele D&D-universet – navnlig centreret omkring de to fiktive spilverdener Krynn og Forgotten Realms.

Skal man være helt ærlig, så var en del af bøgerne ikke stor litteratur. Men der er stadig mere end rigeligt materiale at tage af til at bygge fremtidige film og serier op omkring.

Det er senest sket med den sjove og opfindsomme spillefilm Honour Among Thieves. Men selv om filmen var et hit blandt rollespilsfolket, så blev den desværre ikke en overbevisende kommerciel succes.

I de senere år har D&D imidlertid også fået et opmærksomhedsboost gennem successerien Stranger Things.

Og måske netop derfor skulle der nu være en vaskeægte D&D live-action-serie på vej med produceren fra netop Stranger Things – Shawn Levy – og manuskriptforfatter Drew Crevello i front.

Projektet startede oprindeligt hos Paramount+, men er efter et opkøb nu landet hos Netflix.

Serien hedder angiveligt Forgotten Realms og foregår således i samme verden som Honour Among Thieves.

Det ligger dog ikke i kortene, at serien bygger videre på personer og handling fra filmen, men der er også rigeligt af andre gode historier og karakterer at plukke fra.

Blandt D&D-fans vil det med garanti vække gensynsglæde, hvis en eller flere af de elskede Forgotten Realms-karakterer såsom den ædle sortelver Drizzt Do'Urden, troldmanden Elminster eller dværgekongen Bruenor Battlehammer får nyt liv på skærmen.

Vi får se – forhåbentlig.




White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer