Artikel top billede

(Foto: Unsplash)

Deepseek sender dine data direkte til Kina - disse oplysninger bliver indsamlet om dig

Ai-appen Deepseek indsamler masser af data om dig, og de bliver sendt direkte til Kina.

De seneste dages mest omdiskuterede AI-app, Deepseek, sender dine data direkte til Kina.

Det fremgår af selskabets offentligt tilgængelige privatlivspolitik.

“Vi opbevarer de oplysninger, vi indsamler, på sikre servere, der er placeret i Folkerepublikken Kina,” lyder det uden omsvøb i privatlivspolitikken.

Her oplyser selskabet desuden, at det indsamler følgende data:

“Tekst- eller lydinput, prompt, uploadede filer, feedback, chat-historik eller andet indhold, som du giver til vores model og tjenester.”

Det fremgår desuden af privatlivspolitikken, at Deepseek også indsamler oplysninger om den enhed, du bruger; enhedens styresystem; din IP-adresse samt data som crash-rapporter.

Derudover har Deepseek også mulighed for at registrere dine “tastetryksmønstre og -rytmer.”

Deepseek indsamler desuden cookies og diverse tracking-teknologier.

Kan afvikles lokalt

Det er dog værd at bemærke, at det er muligt at downloade Deepseek og afvikle modellen lokalt i stedet for at bruge selskabets apps eller hjemmesider.

På den måde kan du undgå, at der bliver sendt data til kinesiske servere.

Du har ligeledes mulighed for at slette sin chat-historik. Bruger du selskabets mobilapp, kan du gøre det ved at bruge navigationsbjælken til venstre, trykke på dit kontonavn nederst i menuen og derefter åbne indstillinger.

Underlagt kinesisk censur

Uanset hvad du gør, vil Deepseek-modellen dog fortsat være underlagt kinesisk censur.

Som Computerworld tidligere har beskrevet, betyder det, at modellen ikke kan svare på spørgsmål, der i Kina bliver betragtet som politisk følsomme.

Det gælder eksempelvis spørgsmål om Taiwan status som uafhængigt land, eller om massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor det kinesiske kommunistparti satte militæret ind mod fredelige demonstranter.




White paper
SAP: Skab værdi og minimér omkostninger med effektiv dokumenthåndtering