Én ting er at have den gode idé, de økonomiske muskler og den gennemførlige marketingsstrategi, der kan gøre de internationale drømme til virkelighed.
Noget helt andet er at sikre et smidigt samarbejde og tæt koordination mellem hovedkontor og datterselskaber. Dertil kommer så alle de andre faktorer og potentielle benspænd, man ikke nødvendigvis har tænkt ind fra dag ét.
Her kommer den helt nye bog "Internationalisation: From Dream to Success – What mid-sized companies need to know when going international” på banen.
Bogen udkommer – trods sin engelske titel – på DJØF Forlag og vil kunne findes på hylderne fra 24. februar. Den henvender sig til mellemstore virksomheder, der overvejer eller allerede er i gang med at ekspandere internationalt.
Forfatterne har da også baggrunden på plads til at give gode råd. Claus Sehested har over 20 års erfaring som managementkonsulent fra virksomheder over det meste af verden og er ph.d. fra DTU. Max von Zedtwitz har tilsvarende global erfaring og er professor i International business og innovation ved CBS.
Formålet med bogen er at klæde virksomhedsledere, bestyrelsesmedlemmer og andre nøglepersoner på til at forstå og håndtere udfordringerne ved internationalisering.
Den fokuserer især på såkaldte "SME+" virksomheder – dvs. mellemstore virksomheder, der er store nok til at have vækstambitioner, men er for små til at være egentlig multinationalt etableret.
Bogens ni kapitler dækker blandt andet emner som strategisk planlægning, jura og virksomhedskultur, markedstilpasning, ledelse af datterselskaber og samarbejde mellem hovedkontor og lokale afdelinger.
Et centralt tema er betydningen af at balancere hovedkontorets strategiske retning med datterselskabets operationelle frihed for at sikre succes på nye markeder.
Bogen kombinerer teori og praksis og indeholder eksempler fra både forfatternes egne erfaringer og interviews med ledere fra forskellige industrier.