Indtil videre har det kun været brugere i USA, Canada, Storbritannien og Australien, der har haft adgang til Apples nyheds-app, Apple News.
Men iPhone-producenten planlægger ifølge Financial Times at udbrede platformen til endnu flere lande.
I dag har Apple News et publikum på 125 millioner læsere hver måned, og appen er den mest populære nyheds-app i de fleste af de lande, hvor den er tilgængelig.
Anbefaler historier til brugerne
Apple News udvælger primært historier fra forskellige medier og anbefaler dem til sine brugere, men appen producerer ikke i større omfang sit eget indhold.
Til gengæld har appen stor indflydelse på, hvilke nyheder og informationer brugerne i de pågældende lande bliver eksponeret for.
Samtidig har appen vist sig at være en vigtig trafikmotor og skabt øget omsætning for mange medier, især efter at Facebooks moderselskab, Meta, har ændret sine algoritmer, så de i langt mindre grad prioriterer nyheder.
“Apple News er nærmest kommet ud af ingenting, og er pludselig bleve en ganske betydelig indtægtskilde,” siger Sean Cornwell, topchef for den britiske mediehus Immediate Media, til Financial Times.
Millioner af læsere
Ifølge Financial Times får den britiske avis The Mirror knap en fjerdedel af sine 4,5 millioner månedlige læsere fra Apple News.
Financial Times oplyser ikke, hvilke nye lande Apple overvejer at udvide Apple News til. Men ud over at ekspandere til nye lande planlægger Apple News angiveligt også at opskalere den lokale nyhedsdækning i Storbritannien.
Apple News findes både i en gratis version og i en plus-version, der kræver abonnement og tidligere er blevet beskrevet som en slags "Netflix for nyheder".
I USA koster Apple News+ 12,99 dollar om måneden, hvilket svarer til 93 danske kroner.