Den amerikanske bilproducent Ford satser stort på software-udvikling som et kæmpe forretnings-område i fremtiden.
Selskabet trækker nu Apple-veteranen Peter Stern ind som ny topchef for satsningen, som får navnet Apple Integrated Services.
Peter Stern er ikke en hr. hvem-som-helst.
Han var frem til januar øverste chef - vice president - for udviklingen af en stor del af Apples produkter, herunder Apple TV+, iCloud, Apple News+, Apple Books, Apple Fitness og Apple Arcade.
Peter Stern kommer til at referere direkte til det mægtige selskabs koncernchef, CEO Jim Farley.
Peter Stern får til opgave at opbygge Ford Integrated Services, og Ford er på udkig efter it-specialister i lange baner.
Målet er at opbygge et ‘world class team,’ som det hedder, der får til formål at udvikle det, som Ford kalder for ‘software-enabled customer experiences” til en række af de bil-modeller, som Ford satser på i fremtiden - i første omgang Ford Blue, Model e og Ford Pro.
Hos Ford kommer Peter Stern til at arbejde tæt sammen med Doug Field, der tidligere gennem en årrække var øverste chef for de såkaldte ‘special projects’ i Apple, som blandt andet rummede Apples udvikling af teknologi til selvkørende biler under navnet Project Titan.
“Ford stiller sig i spidsen for markedet for forbundne digitale platforme, der vil revolutionere ethvert aspekt af måden, som biler fungerer på, hvordan brugerne interagerer med dem samt værdien, som bilerne skaber,” lyder det fra Ford.
Selskabet har allerede mere end en halv million betalende brugere af detes software- og service-løsninger - primært kommercielle brugere.
Topchef Jim Farley mener, at omsætningen i salget af de såkaldte in-car software-services - eksempelvis software til håndfri styring - står til at vokse med 1.000 procent eller mere inden for relativt få år.
“Vi omsætter nu for flere hundrede millioner dollar på området. Vi forventer at 10-doble den i de kommende år - og det er baseret alene på den vækst, som vi ser nu,” siger han.
Ifølge ham er indtjenings-potentialet i salg af software og services meget højt.
Ford har for tiden en brutto-avance på området på mere end 50 procent - mange gange højere end selskabets gennemsnitlige bruttoavance, der ligger i omegnen af otte procent.
Peter Stern peger på, at bil-branchen er i gang med en kæmpe og hidtil uset transformation fra benzin til strøm og fra menneskelig styring til automatisk styring.
“Samtidig skifter grundlaget fra alene at være på biler til også at ligge på integration af hardware, software og services,” siger han.
Peter Stern betegner udviklingen som ‘i sandhed historisk.”
Også den amerikanske Ford-konkurrent, General Motors, har i øvrigt fornylig været på rov hos Apple. Selskabet har nemlig hyret Mike Abbott, tidligere vice president for Apple Cloud Services, til at etablere en helt ny software-enhed.
General Motors står bag bil-mærker som Chevrolet, Cadillac og Buick.