Godmorgen.
Det er i dag 6. januar, og du er netop stået op til det nye års første mandag. Ja, de findes desværre også i 2025.
Det har været en stormfuld nat med masser af nedbør, så tag dig i agt, hvis du skal ud i morgentrafikken.
Men lad os komme i gang med dagens morgen-briefing, der i dag er sammensat af Jacob Wittorf.
Teleselskaber kan tjene milliarder på gamle kobberkabler
Der er mange penge at hente, når teleselskaber over hele verden skal grave deres gamle kobberkabler op, efterhånden som de bliver overflødiggjort af fiberkabler og mobilforbindelser.
Kobberprisen er steget markant de seneste år, og nye beregninger fra selskabet TXO viser ifølge Berlingske, at den globale telebranche i løbet af de næste 15 år kan hente 71 milliarder kroner ved at sælge kobberet fra kablerne.
I Danmark ejes fastnettet, der gør brug af kobberkablerne, af TDC Net, som planlægger at lukke nettet ned i 2030.
I Norge har Telenor allerede for to år siden lukket for fastnettet, der bestod af 143.000 kilometer kobberkabler, som nu bliver solgt. Ifølge Berlingske forventer Telenor at sælge 250 ton kobber fra kablerne til en værdi på 7,5 milliarder danske kroner i løbet af 2025.
CISO Morten Dichmann Hansen er død
Dagens næste nyhed er desværre en af de triste. For mangeårig CISO hos Københavns Lufthavn, Morten Dichmann Hansen, er død.
Morten Dichmann Hansen var it-sikkerhedsansvarlig hos Københavns Lufthavn fra 2017 til 2024, og før det arbejdede han med it-sikkerhed hos NNIT i mere end et årti.
I 2021 blev Morten Dichmann Hansen kåret til Årets CISO for sit arbejde med at højne it-sikkerheden i Københavns Lufthavn.
Det fremgår af en dødsannonce, at han er død efter et længere sygdomsforløb, og at begravelsen vil finde sted i Stenløse Kirke 11. januar.
Krypto-stifter udleveret til USA efter milliardkollaps
Den sydkoreanske Do Kwon, stifter af det kollapsede kryptofirma Terraform Labs, er blevet udleveret til retsforfølgelse i USA.
Kryptostifteren er anklaget for både bedrageri og hvidvaskning, efter at Terraform Labs, der stod bag kryptovalutaerne TerraUSD, i 2022 kollapsede og kostede investorer et beløb svarende til omkring 290 milliarder kroner.
Allerede i 2023 blev Do Kwon anholdt i Montenegro, men han er altså først blevet udleveret nu.
Tommy Ahlers’ selskab med underskud
Det danske tech-iværksætter Tommy Ahlers’ investeringsselskab, The New Black, er kommet ud af det seneste regnskabsår med et underskud på 6,1 millioner kroner.
Det fremgår af regnskabet på cvr.
Selskabet har dog på trods af underskuddet stadig en egenkapital på 115 millioner kroner.
Det så dog noget bedre ud i fjor, hvor selskabet landede et overskud på 22,5 millioner kroner.
For 25 år siden blev Mac OS X introduceret
Det er i dag et kvart århundrede siden, at Apples styresystem Mac OS X første gang blev introduceret.
Det var Steve Jobs, der 6. januar 2000 på scenen til konferencen MacWorld Expo i San Francisco afslørede styresystemet, der skulle afløse Mac OS 9.
Brugerfladen i det nye system var radikalt anderledes end det, Mac-brugerne hidtil havde været vant til. Ved præsentationen fortalte Steve Jobs tilhørerne, at Apple havde gjort ikonerne så lækre, at “I får lyst til at slikke på dem.”
Mac OS X har efterfølgende også dannet basis for styresystemerne til iPhone og iPad.