Artikel top billede

(Foto: Alexandre Lallemand/Unsplash)

EU kaster tæt på en milliard kroner efter bedre 5G-forbindelser i Europa

EU-Kommissionen vil have bedre 5G-forbindelse på tværs af Europa.

Når du i fremtiden arbejder eller rejser rundt i Europa, kan du se frem til bedre internetforbindelse.

EU-Kommissionen har nemlig annonceret støtte til 31 nye 5G-infrastrukturprojekter.

Projekterne vil samlet modtage 128 millioner euro, hvilket svarer til 921 millioner kroner.

Dette sker som led i tredje runde af indsatsen Connecting Europe Facility, som allerede har støttet 35 projekter i de to foregående runder.

Derved er antallet af 5G-projekter nu oppe på 66. Finansieringen er nu oppe på 1,6 milliarder kroner for alle projekterne.

”Desuden ses 5G-drevne vertikaler som kritiske drivkræfter for digital transformation, hvilket gør det muligt for virksomheder at låse op for nye niveauer af innovation og bidrage til udviklingen af ​​fremtidige netværk på linje med "3C-netværket" (Connected, Collaborative, Computing)-visionen,” skriver Kommissionen i en meddelelse og fortsætter:

”De nyligt finansierede projekter vil støtte udrulningen af ​​5G selvstændig infrastruktur i lokalsamfund og langs europæiske transportveje.”

Blandt de 31 nye projekter er 24 ’5G for Smart Communities’-projekter. Formålet med disse er at ”integrere 5G-infrastruktur med edge-cloud computing, med fokus på standalone 5G, hvilket muliggør innovative use cases såsom fjernkirurgi, Virtual Reality til læring, dronebaseret overvågning og mere.”

Dertil kommer syv 5G-korridorprojekter, som skal implementere 5G-infrastruktur langs grænseoverskridende korridorer i det transeuropæiske transportnetværk (TEN-T). Dette kan være motorveje, jernbaner eller skibsafgange.

”5G Corridor-infrastrukturen vil muliggøre en bred vifte af forbundne og automatiserede mobilitetstjenester for køretøjet, føreren, passagererne og andre relevante aktører, hvilket baner vejen for kørsel med høje niveauer af automatisering ved udgangen af ​​det nuværende årti,” meddeler kommissionen.

Du kan finde et kort over disse her.

Det stopper ikke her for 5G-udvidelsen i EU. Fjerde runde i Connecting Europe Facility-programmet er åbent for ansøgninger indtil 13. februar.