Artikel top billede

Danmark har fire landsdækkende teleselskaber, og det er alt for mange: Gigantfusioner kan være på vej

En britisk gigantfusion mellem Vodafone og 3 kan åbne døren for lignende telegigant-sammenlægninger i Danmark. Telia og Telenor forsøgte i 2015, men planerne gik i vasken.

Med et areal på 42.952 kvadratkilometer er Danmark et mikroskopisk land, når man zoomer ud på det store verdenskort.

Alligevel har vi fire landsdækkende teleselskaber (Nuuday/TDC, Telenor, 3 og Telia), der sikrer forbindelse til Danmarks 5,9 millioner indbyggere.

Den store konkurrence fordelt ud på relativt få forbrugere gør det svært for selskaberne at drive en sund forretning i Danmark, hvilket betyder, at teleselskaberne søger mod at lægge sig sammen for at opnå stordriftsfordele.

Sådan en sammenlægning er netop fundet sted i Storbritannien, hvor Vodafone og 3 – de tredje- og fjerdestørste mobilselskaber i landet – netop har fået godkendt deres mål om at fusionere.

Den britiske gigantfusion til 16,5 milliarder pund (148,2 milliarder kroner) skaber Storbritanniens største mobilselskab med 27 millioner kunder og indebærer massive investeringer i bedre netværksdækning og sikkerhed.

Og denne kæmpefusion hos vores britiske naboer kan åbne døren for lignende telegigant-sammenlægninger i Danmark.

Det skriver Berlingske, der har talt med Dansk Erhverv, som ser afgørelsen som et gennembrud i Europa.

"Den er lidt af et gennembrud for tankegangen om, at der kan være gevinster at høste ved at slå mobilnet sammen, samtidig med at man sikrer forbrugerne mod prisstigninger. Derfor er der ingen tvivl om, at også danske myndigheder nærlæser afgørelsen,” siger Poul Noer, fagchef for digital infrastruktur hos Dansk Erhverv.

Telenor og Telia forsøgte faktisk at fusionere i 2015 – men udsigten til et rungende nej fra EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager fik planerne til at gå i vasken.

Nu kan fusionen mellem Vodafone og 3 altså danne en form for præcedens og dermed åbne telemarkedet op i Danmark.

Presset telemarked fik TDC til at fyre 70 ansatte

Der er ingen tvivl om, at det danske telemarked er en presset branche.

I slutningen af november måned sagde TDC Net farvel til 70 medarbejdere.

"Vi er nødt til at foretage nogle justeringer nu og forsøge bedre at tilpasse os til et marked, der ikke vækster,” udtalte HR-direktør i TDC Net, Selina Lumholdt, til Computerworld.

I den forbindelse blev en konsolidering af telemarkedet også nævnt.

Netop det har Mario Draghi, chef for Den Europæiske Centralbank, også åbnet op for.

I en rapport fra tidligere på året udpeger han telemarkedet som et område, der har det svært på europæisk jord.

Derfor foreslog Draghi i rapporten bedre muligheder for konsolidering og mindre regulering.

”Det er nødvendigt at fremme konsolidering i telekommunikationssektoren for at sikre højere investeringsniveauer i forbindelse med netværksudbygning,” står der i rapporten.