Efter at have været noteret på børsen i Oslo gennem næsten et årti, flyttede den nordjyske gamingvirksomhed Asetek i 2023 til Københavns Fondsbørs.
“Jeg glæder mig,” sagde topchef André Sloth Eriksen dengang til Computerworld.
Men introduktionen på den københavnske børs har langt fra vist sig at være noget triumftog.
Ifølge Børsen er Asetek det selskab på Københavns Fondsbørs, der har oplevet det største kurstab i det indeværende år.
Selskabets aktie er således faldet med 76,73 procent siden nytår.
I øjeblikket forsøger selskabet at hente 118 millioner kroner hos investorerne. Her er værdien af de såkaldte tegningsretter også styrtdykket, med et fald på 73 procent torsdag og yderligere 25,9 procent fredag.
Nu koster en tegningsret, der giver mulighed for at købe en ny aktie til 0,4 kroner, blot 0,02 kroner.
“Jeg kommenterer af princip aldrig på kursen, men det siger sig selv, at vi gerne havde set en anden udvikling i aktien i 2024. Kursen afspejler, at vi har haft et udfordrende år, og selvfølgelig lægger kapitaludvidelsen også yderligere pres på kursen, idet tegningskursen i kapitaludvidelsen er kendt,” siger André Sloth Eriksen til Børsen.