Artikel top billede

(Foto: Folketinget/Christoffer Regild)

Bliver en sag for Folketinget: Borgerforslag om forbud mod TikTok, Instagram og Snapchat for børn runder 50.000 underskrifter

Mere end 50.000 danskere har skrevet under på et borgerforslag om at forbyde TikTok, Instagram og Snapchat for børn. Det betyder, at forslaget nu bliver fremsat for Folketinget.

Et borgerforslag om at forbyde børns brug af Instagram, Snapchat og TikTok herhjemme har fået så mange underskrifter, at det nu skal behandles af Folketinget.

Forslaget blev stillet 31. oktober af Imrad Rashid, Marie Tolstrup, Marie Larsen Brixtofte og David Troutman Madsen, og det nærmer sig i skrivende stund 53.000 underskrifter.

Med mere end 50.000 underskrifter skal et borgerforslag bringes videre til Folketinget som beslutningsforslag, som altså skal behandles og drøftes af Folketinget.

Med forslaget vil de fire forslagsstillere forbyde, at sociale medier som ‘TikTok, Instagram, Snapchat og lignende annonceplatform’ anvendes af danskere under 18 år.

De fire forslagsstillere betegner løsningerne som ‘annonceplatforme, der anvender personaliserede algoritmisk dataudnyttelse til bevidst at skabe afhængighed.”

Du finder hele deres borgerforslag her: Forbud mod TikTok, Snapchat og Instagram for mindreårige: Beskyt danske børn og unge mod skadelige, vanedannende digitale stimulanser.

Folketinget meddeler, at forslaget på baggrund af de mange underskrifter nu vil blive fremsat som beslutningsforslag i Folketinget.

Her skal forslaget drøftes, hvorefter det bliver sendt til drøftelse i et af Folketingets udvalg og dernæst til afstemning i folketingssalen.