Artikel top billede

Andreas Holbak Espersen ny branche-direktør for DI Digital

Et velkendt ansigt træder nu officielt i it-brancheforeningen DI Digitals direktion.

Brancheforeningen DI Digital får officielt ny ledelse. I spidsen for foreningens branchedirektion bliver Andreas Holbak Espersen.

For organisationen og dets medlemmer bliver det dermed et velkendt ansigt, der overtager frontposten, da han har været digitaliseringspolitisk chef siden 2021.

Han har desuden været konstitueret som branchedirektør, siden Camilla Ley Valentin pludselig trak sig fra posten i august.

”Vi er ekstremt glade for, at Andreas skal stå i spidsen for DI’s indsats for, at Danmark og resten af Europa står stærkere i det teknologiske kapløb. Digitalisering og de muligheder, som kunstig intelligens og kvanteteknologi tilbyder, skal blive en stor gevinst for os alle,” lyder velkomsthilsen fra organisationen på LinkedIn.

Her stemmer bestyrelsesleder og administrerende direktør hos Netcompany, André Rogaczewski, med i:

”Andreas har gennem årene opbygget en dyb forståelse for tech-branchen og dens udfordringer, og han har bevist sit værd som en stærk stemme for digital udvikling. Med hans omfattende erfaring og dedikation er jeg overbevist om, at han er den rette til at lede DI Digital.”

DI Digital repræsenterer 900 teknologivirksomheder herhjemme.