Artikel top billede

(Foto: NNIT/Pernille Greve)

NNIT's forretning ikke nær så god som forventet: Trykker på bremsen

NNIT nedjusterer efter udfordringer. ”Det økonomiske resultat for tredje kvartal var utilfredsstillende,” lyder det. Dette får nu konsekvenser for forretningen.

Det er ikke gået som håbet. NNIT har lidt et skuffende resultat for tredje kvartal.

”Det økonomiske resultat for tredje kvartal var utilfredsstillende. Nogle områder af virksomheden klarede sig ikke som oprindeligt planlagt i Region USA og Region Europa, hvilket påvirkede resultatet negativt,” skriver virksomheden.

NNIT’s overskudsgrad er på 3,9 procent, hvilket heller ikke vækker tilfredshed.

”Den ugunstige udvikling i overskudsgraden skyldtes lavere toplinjepræstationer og som følge af, at NNIT havde for meget kapacitet,” fremgår det.

Det fremgår, at omsætningen i Danmark var påvirket positivt af en ”teknisk engangseffekt”.

Dette engangsbeløb lyder på omkring 15 millioner kroner, ”da der blev frigivet en omsætningsperiodisering i kvartalet på trods af at den var relateret til tidligere kvartaler,” som selskabet skriver.

NNIT’s indtægter lander på 444,7 millioner kroner, hvilket altså er et fald i forhold til samme kvartal sidste år.

For at forbedre resultaterne har NNIT nu taget konsekvenserne.

Selskabet vil reducere visse aktiviteter i Europa og USA.

”For at forbedre forretningsresultaterne blev der truffet nødvendige tiltag for at reducere kapaciteten i de relevante områder i Region Europa og Region USA oven i de initiativer, der blev gennemført i første halvår,” skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Derudover er de finansielle forventninger til hele årsregnskabet blevet justeret tilbage i oktober, hvor vækstforventningerne faldt fra 10 procent til mellem seks og syv procent.

Forventningerne til overskudsgraden falder ligeledes til et sted mellem seks og syv procent, hvor det før var op til ni procent.

Der er dog en snært af optimisme tilbage for det kommende kvartal.

”Selvom resultaterne i tredje kvartal var utilfredsstillende, forventes en stigning i vækst og rentabilitet i fjerde kvartal drevet af en høj dækning af efterslæb, virkningerne af lønsomhedsgrebene iværksat i andet og tredje kvartal, forbedring i udnyttelsen af ​​fakturerbare medarbejdere, og yderligere justeringer foretaget for at tilpasse den interne kapacitet til markedets efterspørgsel udført i begyndelsen af ​​fjerde kvartal,” skriver selskabet.

En transformation

Selskabets organiske vækst er faldet med 1,6 procent, mens den samlede omsætningsvækst er faldet med 1,7 procent.

Siden NNIT fik udskilt sin infrastrukturforretning og dele af cloudforrentingen, og disse dele blev til det selvstændige selskab Aeven, har NNIT’s fortælling været, at der nu var tale om et mere fokuseret NNIT som ren konsulentforretning.

Særligt USA skulle jagtes som et marked med potentiale.

Nu har NNIT dog et stort bump på vejen, da omsætningen ikke går som planlagt. Ved andet kvartalsregnskab faldt omsætningen i USA med næsten 15 procent, hvilket skuffede selskabets direktør.

”Det er en skuffelse. Vi stødte på en del udfordringer i vores data-migrationsforretning, og det har taget længere tid end forventet at få gang i den forretning,” sagde NNIT’s CEO, Pär Fors, til Computerworld.