Netbutikken Fialipo med adresse i Ringsted skal betale 125.000 kroner i bøde og aflevere sin fortjeneste på 324.000 kroner for at have snydt sine kunder.
Sådan lyder afgørelsen i Retten i Roskilde over selskabet, der i slutningen af 2020 blev meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden.
Fialipo har via sin hjemmeside solgt elektronik, legetøj og forskellige former for bolig-udstyr.
Ifølge dommen oplyste selskabet imidlertid ikke kunderne om, at de, når de købte noget på sitet, automatisk blev tilmeldt en abonnementservice, der kostede dem 139 kroner om måneden.
Den slags må man ikke, lyder afgørelsen i Retten i Roskilde, der dømmer Fialipo for vildledende markedsføring.
“Udover den vildledende markedsføring på netbutikken er Fialipo også dømt for på Google Shopping at have vildledt forbrugerne ved heller ikke dér at oplyse om, at man ved køb på Fialipo.dk blev tilmeldt et løbende abonnement,” meddeler Forbrugerombudsmanden.
Fialipo ejes af direktør Franz Tobisch.
Selskabet har erkendt brøden, men ikke straffens størrelse, som selskabet mener er alt for stort.
Fialipo har derfor nu anket byrettens afgørelse til landsretten.
Fialipo har samtidig indført et tydeligt skilt, som alle besøgende på Fialipo.dk præsenteres for straks de går ind på hjemmesiden.
Her skriver selskabet tydeligt og med versaler, at “WEBSHOPPENS FIALIPO-PRISER ER KUN FOR ABONNENTER – ABONNEMENTET KOSTER 139 KR/MD."
Fialipo landede i fjor et bruttotab på 283.000 kroner og et underskud på godt 300.000 kroner.
På driften tabte selskabet 283.751 kroner. Også året før - 2022 - landede selskabet et større underskud, nemlig på 375.000 kroner.