Det ligger nærmest implicit i navnet at ’Meta’, annonce-giganten bag tjenester som Instagram, Facebook og Whatsapp har ambitioner om at gøre sig i mere end sociale medier og chat-tjenester.
Endnu et syn for sagen giver selskabet med offentliggørelsen, af hvad de kalder ’de mest avancerede Augmented Reality briller nogensinde’, Meta Orion.
Her sigtes efter at skabe en højteknologisk brille, som ligner og opleves som almindelige briller, men som kan lægge et virtuel lag over de omgivelser, som brugeren befinder sig i.
Kolossal opgave
Meta Orion er produktet af fem års udvikling af det, der internt blev kendt som ’Project Nazare’.
Her er målsætningen ifølge Meta tredelt:
- At skabe digitale oplevelser, som går ud over smartphonens skærm
- At integrere disse med kontekstuel kunstig intelligens, for proaktivt at imødekomme brugerens behov
- At være lette og anvendelige både indendørs og udendørs, mens brugere og dem omkring kan se hinandens øjne og ansigtsudtryk.
”At få formfaktoren på plads, at levere holografiske skærm, udvikle spændende AR-oplevelser og at kreere et nyt tilhørende interface (HCI) paradigme – alt sammen i et sammenhængende produkt – er en af de største udfordringer, vores industri står overfor.”
Dette mener selskabet nu er adresseret med Orion-headsettet, som det bedyrer ’utvilsomt både ser og føles som et par almindelige briller’.
Holografiske muligheder
Hvad der kan udrettes med Orion er stadigvæk noget der arbejdes på.
Her tilbyder Meta dog flere funktioner, som det mener vil være grundstenen for produktets brug.
En indbyget AI-model kan her både læse og afkode de objekter brugeren omgives af og tilføje visualiseringer.
Et eksempel kunne være at åbne køleskabet, hvorefter den kunstige intelligens kan tilbyde opskrifter ud fra det forhåndværende.
Samtidig tilbydes mulighed for håndfri video-opkald, eller, naturligvis, browsing af Meta-tjenester som Facebook og Whatsapp.
Meta Orion er dog fortsat en prototype i udvikling, hvorfor nye apps og anvendelse kan nå at støde til.
Hvornår Orion vil få salgsdebut eller hvad brillerne vil koste, præciserer Meta ikke, ud over at en lancering står til at ske ’i en nær fremtid’.
Tidligere tidslinjer har peget på en lancering omkring år 2027.