Mens cloud er ved at være moden og samtalen drejer i retning af, hvad der skal ligge on-premise, hvad der skal ligge i skyen og hvor meget, man vil betale for det, så er diskussionen om AI stadig ved at træde sine barnesko.
Mange er for eksempel stadig i tvivl om, hvad AI kan gøre for dem, hvordan de kommer i gang og ikke ramler skævt ind på regulativer og lovgivning.
Det er den slags samtaler, som partnerne venter at have mange af på årets Computerworld Cloud & AI-festival, der netop er skudt i gang i København med godt 2.000 deltagere.
TDC: AI marcherer ind i kundecentret
”Vores fokus er på kundecentret, hvor conversational AI kommer til at marchere ind i stor stil og automatisere i betydelig grad,” siger Michael Povlsen, Collaboration Sales Executive, i TDC Erhverv.
Han erkender dog samtidig, at mange virksomheder er bekymrede for at bygge kunderettede chatløsninger, der ikke fungerer optimalt eller måske endda skræmmer kunderne væk.
”Det er naivt at tro, at man bare kan købe en AI-løsning og så er alt godt. Men man kan komme virkelig langt ved at have en god partner ved hånden, være realistisk og gøre sit forarbejde ordentligt. Og så vil man også stå med løsninger bygget på conversational AI, som virkelig kommer til at gøre en stor og positiv forskel,” siger Michael Povlsen.
Timengo: AI kræver nye vaner
Lidt det samme er Michael Bosholdt, partner hos timengo, inde på.
Han holder selv oplæg onsdag om implementering af Microsoft Copilot, og virksomheden har i år to stande, hvoraf den ene er dedikeret til netop dén platform.
”Vi er selvsagt begunstiget af, at der er enorm interesse for Copilot, og at Microsoft trækker en stor del af læsset med at fortælle om den,” siger Michael Bosholdt.
”Men vi ser også, hvordan en del virksomheder har Copilot-licenser liggende, som de slet ikke får nok ud af. Så her er der behov for at ændre nogle vaner, og det tror jeg, at vi kommer til at tale meget om på årets festival,” siger han.
Dell: Usecase og businesscase skal spille sammen
En helt anden udfordring er at have fundamentet på plads, når man – og særligt de første gange – kaster sig over AI. Det konstaterer marketingdirektør Christian Riise fra Dell.
”Det er ingen hemmelighed, at AI-projekter undertiden fejler eller at man ikke får alt det ud af dem, som man havde håbet. Ligesom med alle mulige andre IT-projekter,” siger Christian Riise.
”Nogle gange er udfordringen af teknisk karakter, mens det andre gange bunder i, at man måske har en god usecase, men ikke en særligt god businesscase – eller omvendt. Og her er den banale sandhed jo, at der gerne skal være overensstemmelse mellem de to,” bemærker han.
”Det er stadig early days. Vi er alle ved at gøre os erfaringer med AI, og netop derfor er det vigtigt når man som her på Cloud & AI-festival kan høre så mange kvalificerede oplæg, skabe kontakter og udveksle erfaringer med så mange dygtige mennesker, så vi kan lære af hinanden” siger Christian Riise.
Kyndryl: AI er – også – datasikkerhed og sund fornuft
Endelig er der et helt fjerde emne, som går igen, når man taler med partnerne på årets festival: Nemlig regulering og governance af AI.
Det siger Jørgen Floes, VP og Distinguished Engineer hos Kyndryl, der også holder oplæg her til formiddag.
”AI Act er naturligvis et stort tema, som også fylder meget hos vores kunder. Men samtidig er der også stadig de andre regulativer, man jo skal overholde; GDPR og NIS2, for eksempel – og i alle tilfælde er nøglen til det hele i ikke ubetydeligt omfang datasikkerhed,” siger Jørgen Floes.
”Så selv om AI på mange måder kommer til at forandre meget, så bør løsningerne stadig stå på et fundament af datasikkerhed og respekt for, hvordan man planlægger, implementerer og driver et godt IT-projekt. Så meget ændres – men altså slet ikke alt,” konstaterer han.