Udsigten til et underskud på 100 millioner kroner for regnskabsåret 2004/2005 blev i efteråret startskuddet for en større redningsaktion hos CSC Danmark.
Operationen lykkedes. Resultatet blev på 111 millioner kroner efter skat ud af en omsætning på 3,5 milliarder kroner.
Et frasalg af det profitable printcenter bidrog til, at CSC holdt skindet på næsen. Det samme gjorde store millionbesparelser gennem nedlæggelse af tre større lokationer.
Oveni talte, at den fulde effekt af opkøbet af SAS' overskudsgivende it-selskab i februar 2004 først slog igennem i det nye regnskabsår, der blev indledt 1. april 2004.
Printcentret blev solgt i december 2004 til den svenske Strålfors-koncern. Centret, der omsatte for 125 millioner kroner, blev ifølge Computerworlds oplysninger solgt for et tilsvarende beløb.
SAS-køb bag vækst
Nøjagtig hvor stor en gevinst fra salget af printforretningen, der slog igennem på bundlinien, oplyses ikke i regnskabet. Computerworlds kilder skønner cirka 50 millioner kroner.
- Tallet er mindre end de 50 millioner, siger CSC's administrerende direktør, Jesper Kryhlmand, der overtog roret fra Ingelise Bogason i januar.
Større kontrakter i 2004/2005 |
- Væksten bærer selvfølgelig præg af, at SAS-selskabet er kommet ind med fuld effekt, siger Jesper Kryhlmand.
Hvor stor en effekt, den danske del af SAS-selskabets omsætning har på CSC's tal, oplyses ikke, men ifølge Computerworlds kilder går det flot med både omsætning og resultat i det nye CSC Airline.
I 2003 lå SAS-selskabet nordiske omsætning på 1,7 milliarder kroner.
Farvel til kunder
CSC-væksten påvirkes imidlertid også positivt af den store ISS-kontrakt, der blev vundet i 2003. I foregående regnskabsår manglede effekten af to-tre måneder. Endelig har den ordre på mainframesoftware, som bankcentralen BEC tildelte CSC i 2004, bidraget til væksten.
Det lykkedes dog ikke for CSC, der var outsourcingsmarkedets ubestridte konge i 2003, at gentage succesen i 2004. CSC måtte tilmed sige farvel til både Nesa og Lundbeck som kunder.
Jesper Kryhlmand betegner 2004 som et hårdt år, hvor der blev kæmpet hårdt om ordrerne.
- Og vi er tilfredse med både top- og bundlinie, siger Jesper Kryhlmand.
Konkurrenten DMdata, der nu er overtaget af IBM, blev den eneste, der bød på stor organisk vækst i 2004. Her steg omsætningen med 15 procent, og overskuddet havnede på næsten 138 milloner kroner ud af en omsætning på to milliarder.
Hos IBM var omsætningsstigningen beskeden, og overskuddet faldt en anelse. Sven Kolstrup, der for nylig overtog posten som ansvarlig for IBM Global Services og dermed også outsourcing, er imidlertid tilfreds.
- Vi fik mere end vores del af markedsvæksten, også når man ser bort fra Danske Bank-aftalen, siger Sven Kolstrup med henvisning til købet af DMdata, der står for bankdriften.
IBM er ifølge analysefirmaet IDC landets største it-serviceleverandør, fulgt af CSC.
Denne artikel stammer fra fredagens udgave af avisen Computerworld