Mornings. Så blev det tirsdag i Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd, og der er da lidt at berette om verden i klar tekst. God dag og på gensyn i morgen. Ved kontrolpanelet: Niels Veileborg
MitID indfører nyt tjek for at undgå falske apps
Mulighederne for at downloade apps til iPhone og Android-telefoner bliver flere og flere. Blandt andet har Apple nu, på linje med Google, åbnet op for alternative appstores.
Men det betyder samtidig, at svindlere kan stå klar til at forsøge at snyde brugere til at installere en falsk version af MitID for at få fat i personlige oplysninger.
Derfor indfører MitID nu et såkaldt integritetstjek, der skal sikre, at MitID-appen er hentet fra de godkendte Google Play eller Apple App Store, samt hvorvidt Google eller Apple vurderer, om telefonen, som appen skal køres på, er kompromitteret eller ej. Det sker, selv om der ikke er kendte tilfælde af svindel med falske MitID-apps.
Integritetstjekket foregår automatisk, når en ny downloadet MitID-app skal aktiveres på en smartphone eller tablet. Integritetstjekket blev slået til den 12. juni.
Telenor etablerer nyt cybersikkerhedsselskab med appetit på Norden
Så er der en ny spiller på det danske it-sikkerhedsmarked.
Telenor har etableret selskabet et nyt nordisk cybersikkerhedsselskab kaldet Telenor Cyberdefence, som angiveligt også har kig på det danske marked
Telenor Cyberdefence vil tilbyde virksomheder et Security Operations Center (SOC) til 24/7-overvågning, forebyggelse, detektion og håndtering af alle former for cybertrusler og -hændelser. Virksomheden vil også levere specialiseret ekspertise gennem konsulenttjenester og test af it-systemer og infrastruktur.
Cirka 50 sikkerhedsmedarbejdere fra Telenor Norge overføres til det nye selskab. Virksomheden overtager ansvaret for Telenor Norges eksisterende SOC-kunder, så Telenor Cyberdefence begynder med en kundebase på omkring 70 norske virksomheder.
Telenor fremhæver selv, at selskabet er en del af Norges Totalforsvar, og som forvalter og beskytter af kritisk national infrastruktur har Telenor unikke indsigter i trusselsbilledet.
McDonalds dropper IBM-udviklet AI til bestilling i drive-thru
McDonald's stopper testen af kunstig intelligens udviklet af IBM til bestilling i drive-thru, der blev testet i over 100 restauranter i USA. Det skriver CNN.
Problemet er tilsyneladende alt for mange fejlbestillinger, fordi teknologien er knap så god til at genkende nogle accenter og skelne kundernes stemmer fra baggrundsstøj.
McDonalds har deltaget i udviklingen af AI-systemet og vil fortsat arbejde på at indføre AI til den funktion i restauranterne. En funktion, som mange af selskabets konkurrenter også arbejder på at udføre med AI.
Ifølge CNN vil McDonalds nu kigge efter løsninger fra andre leverandører.
Den amerikanske sundhedsstyrelse vil have advarselsmærkater på sociale medier
Den amerikanske chef for sundhedsstyrelsen kaldet Surgeon General, Vivek Murthy, forslår nu, at sociale medier får en advarselsmærkat i stil med dem, der sidder på cigaretpakker. Det skriver BBC.
Vivek Murthy mener, at sociale medier øger risikoen for, at børn får symptomer på angst og depression. Derfor skal brugerne mødes med en besked om, at de sociale medier er "forbundet med betydelige mentale sundhedsrisici for unge mennesker".
Han mener, at mærkaten regelmæssigt vil minde forældre og unge om, at det ikke er bevist, at sociale medier er sikre, og det vil opfordre forældre til at overvåge deres barns online-sikkerhed.