Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
TGIF (Thank God It’s Friday). Når I læser dette sidder jeg og fruen nede i Greve på bryggeriet Alefarm Brewing og drikker gode øl med min ven S, der i sin fritid er formand for en større forening, har et it-chefjob til dagligt - og derfor også både sørger for, og trænger til, noget godt øl ind imellem.
Alkohol løser LANGT flere problemer, end folk normalt vil anerkende. Lidt ligesom vold.
Bryggeriejeren Kasper Tidemann, som jeg har lavet enkelte skøre ting sammen med, er taget til Folkemødet på Bornholm, der hastigt er ved at miste retten til at bruge ordet “Folke”, da de sædvanlige ked-mig-ihjel-typer fra lobbyistorganisationer og den slags nu laver LUKKEDE events/foredrag på FOLKEmødet. En selvmodsigelse, der vil noget.
Det bør ingen imponeres over. Det er jo dårlig opførsel.
De bliver modtaget med åbne arme ligesom alle andre, men de KAN ikke lade være med at lukke pøblen ude. De SKAL liiige være LIDT finere på den.
Anyway, skål! I det mindste kan de fine folk ikke selv finde hjem til hotellet på grund af russernes GPS-jamming.
Til sagen: Vi skal i denne omgang have et UNDSKYLD fra mig, tale om Verdens smukkeste sprog, minde Carlsberg om et løfte eller to, vende de dér cyberangreb og andre sabotageaktioner fra russerne, og så de to nemme og lige-til-højrebenet emner: Latterliggørelse og ydmygelse af småbikse og et offentliges forsøg på at smyge sig udenom den lovgivning de VIL have, at private personer og bikse overholder.
Hvorpå vi, som lovet sidst, slutter med et PS om Projekt Vinonysus Fase 2 (sejlads med to vinposeunderstøttede havetrampoliner rundt om Christiansborg).
Men først:
Undskyld!
Sidste fredag var jeg på vej ned til svigermor og hendes dårligt skyllende toilet med fem liter motherfucker afkalker, indkøbt i INCO, der nærmest kræver en HazMat-dragt.
Jeg lovede jer at fortælle alt om aktionen.
Men Svigermor havde købt og fået installeret et nyt toilet om torsdagen uden at fortælle nogen om det, så det var jo dét. Ingen kalkfjerner-historier i denne omgang. Undskyld.
Heldigvis havde hun diverse træer i haven, der skulle studses, et mindre springvand, der skulle aktiveres og andre gode problemer, så weekenden gik fint.
Søndag kørte vi direkte fra Maribo til INCO og fik pengene igen for kalkfjerneren.
Det smukkeste og det grimmeste sprog
Mit elskede The Economist skrev om en undersøgelse af, hvilke sprog i Verden, der var smukkest og grimmest at lytte til.
Det smukkest blev tok pisin, en slags engelsk creole, som man taler i Papua New Guinea. Det grimmeste? Tjetjensk.
Jeg mindedes under læsningen af artiklen med vemod mit år i de tidlige 1980’ere på Louisiana State University, hvor mine latinamerikanske venner kaldte mig “El Vomitado”, fordi de havde hørt mig tale dansk i telefonen med mine forældre.
Skulle I ønske at høre tok pisin talt, så er der selvfølgelig en video på YouTube lige her.
Og hvis tjetjensk kunne friste er der sprød lyd her...
En løftet pegefinger til Carlsberg
Læser C var så venlig at sende mig et billede af en tavle, som kan beses i Carlsberg-byen. Der står følgende på den:
VED DRIFTEN AF BRYGGERIET GAMLE CARLSBERG SKAL DET VERE DET STADIGE FORMAAL UDEN HENSYN TIL EN ÕIEBLIKKELIG FORDEL, AT UDVIKLE FABRI= KATIONEN TIL DEN STÖRST MULIGE FULDKOMMENHED, SAALEDES AT DETTE BRYGGERI OG DETS PRO=DUKT ALTID KAN STAAE SOM ET MÖNSTER OG VED SIT EXEMPEL VIRKE TIL, AT ÖLBRYGGERIET HER I LANDET HOLDES PAA ET HOIT OG HÆDERLIGT STANDPUNKT!!
„JC JACOBSENS TESTAMENTE AF 20 FEBRUAR 1882"
FUNDATS FOR CARLSBERGFONDET
AF 1 OCTOBER 1888!
Den tavle og det løfte lader vi lige stå et øjeblik. Bemærk, at der står mønster og ikke monster.
Cyberkrig, hybridkrig og endnu sjovere ting
Efterhånden som russerne bliver lidt mere desperate, og begynder at té sig endnu dårligere end de plejer, kan selv visse dele af det offentlige Danmark begynde at ane, at man måske, engang, efter et grundigt udredningsarbejde (og nogle kommissioner og udvalg) - for slet ikke at tale om nogle workshops uden “work” og betænkninger uden “tænk”, og sådan lidt dit og lidt dat - kan OVERVEJE at gøre ét eller andet, så det ser ud som om man gør noget. Bevilge nogle penge uden at der frigives penge, og så videre.
Ja, I ved, hvad jeg mener.
En lille side-note: CfCS’ trusselsniveauer, som jeg gjorde grin med i sidste uge, ER faktisk dokumenteret på deres hjemmeside, men uden at der på nogen måde er konkrete råd eller hjælp at hente i den anledning.
Men alligevel: Mange tak til min læser H for at påpege, at Centeret faktisk har dokumenteret dets trusselsniveauer her.
Meget mere interessant var Dagbladet Informations podcast om russiske sabotageaktioner.
Journalisten fortæller, at han KUN har medtaget de aktioner, hvor de vestlige efterretningstjenester og politistyrker er stensikre på, at det er russerne, og det bliver alligevel til en del.
Der nævnes en del festlige ting, såsom en brand i en ammunitionsfabrik i Wales, tre tog-sabotager i det nordlige Norge, fem kister udenfor Louvre i Paris og andet godt.
I kan høre podcasten her.
Nogle af mine væbnede venner er begyndt at mumle om Børsen- og Novo-brandene, men som altid vælger man her i landet at tie, så ingen ved noget, mens vore nabolande simpelthen bare informerer deres borgere, fordi de mener, at de kan håndtere sandheden.
I deres planer for atom-angreb på Danmark under den kolde krig ville Warszawa-pagten jævne Roskilde med jorden, fordi det ville knække os fuldstændigt, hvis en kulturfyldt by som den blev ødelagt.
Og lige dér kan man se, hvor lidt de fatter.
Jeg vender tilbage til terrorangreb på vigtige institutioner, og hvordan en hemmelig organisation i årevis har forhindret det.
Nedskæringer på det HELT rigtige tidspunkt
Heldigvis ved Finansministeriet LIGE, hvordan man håndterer en situation, hvor politikerne har bevilget 200 milliarder til Forsvaret i et alt for sent forsøg på at kunne opbygge en reel modstandskraft.
Godt nok har vi et enormt “råderum” i de offentlige finanser for tiden, men det skal da ikke stoppe genierne i Finansen fra at kræve nedskæringer både i FE og i selve Forsvaret midt i en tid, hvor de også gerne vil rekruttere og opruste.
Det kræver alligevel en kynisme og ligegladhed med nationens bedste, der kan få selv mig til at studse en kende.
Det er så himmelråbende åndssvagt, at det kun kan skyldes, at embedsmændene reelt har magten over politikerne i den slags situationer, kombineret med, at Wammen, der var med til at fjerne vores forsvar i sin tid, ikke kan se noget problem med denne fremgangsmåde.
Den amerikanske idé med, at det øverste lag af embedsmænd skiftes ud, når der kommer en ny præsident/regering, er måske værd at overveje.
Stort og småt: Mød Den Danske IT-model
Og så var der jo angrebet på OUH via en leverandør af overvågning.
Den lille biks IT-hotellet havde bestemt ikke styr på sin server-sikkerhed og -opdateringer, og hackerne har været inde SÅ længe, at alle backup’er også er inficerede. Ingen ros herfra til IT-hotellet.
Så det var dén biks, og bye-bye til en masse data hos en masse kunder.
Ikke den allerstørste katastrofe i verden, men et solidt varsel på, hvad vi kan vente os, fordi vi bare ikke gider gøre noget rigtigt ved truslerne, når vi i stedet kan lege med Microsoft Office og sende mails til hinanden om, at nogen burde gøre noget.
Men der var alligevel noget, der gik mig lidt på ved hele OUH-affæren. Så her kommer en smule presse-kritik.
Jeg skal nok sige til, når det er overstået.
DR’s tech mand havde denne typiske, altid nemme, danske vinkel, nemlig at fokusere på den lille biks og “undre sig over, at man ikke har haft bedre leverandørstyring” på OUH.
Med andre ord: Manden fra DR, denne big-time ekspert i it, antyder, at det offentlige altid bør benytte sig af de helt store leverandører, og understreger, at vi alle altid skal have mistillid til de små, hurtige, effektive og billige firmaer, som ofte kunne gøre en forskel, hvis vores system (inkl. den bindegale konstruktion SKI) ellers ville tillade det.
Well, én ting er DR-fyrens variation over Den Danske Model, dvs. at slå hårdt ned på små bikse.
Det er helt risikofrit, fordi ingen nogensinde tager de små i forsvar her i landet - og man ved jo aldrig, hvornår man som journalist kan få et fedt aftrædelsesjob hos de store.
Og så skulle der jo nødigt være noget de kunne finde frem og spørge om.
Men en helt anden ting er alternativet, det vil sige giga-biksene.
Så lad os da på denne gode dag tale om Microsoft som det sikre valg, komplet med det hack, der trængte helt ind i deres allerinderste udviklingsteams og disses kildekode.
Eller hvad med Cisco med de MANGE bagdøre og svagheder? Solar Winds? Eller Linux, der takket være en skidetræt amerikansk frivillig var tæt på at lægge hele nettet ned?
Big is beautiful. Small is scary. Det er den sikre holdning, der ikke får dig fyret.
Men det skulle blive lidt værre.
Mit elskede Computerworld kunne også være med på small-guy-bashingen og spurgte for eksempel “Hvorfor valgte du en lille biks?” - endskønt man vel lettere ironisk må konstatere, at journalisten selv arbejder for en ret lille biks, som flere af os alligevel vælger at tro på…
Nå, men det interview kan I nyde lige her.
Og nu er mit anti-presse-hysteri overstået, og I kan roligt læse videre.
Boris med tryk på is
Boris, den grådigste og mest medie-l… medie-glade! advokat i Danmark, som skovler minimum 15 af de lange ind om året til sig selv fra os skatteydere, har også forstået at gå efter den allermindste spiller i stedet for milliardærerne, der bærer skylden for et mindre jordskred i Jylland.
Flot, Boris.
Ham, den meget lille rådgiver med nano-firmaet A1 burde du da - med alle statens ressourcer i baghånden og din konstante lækken til pressen om dennes svagheder - kunne ødelægge, samtidig med, at du kan få lidt eksponering. Flot.
I øvrigt: Fik du nogensinde knaldet de virkelige (svenske) bagmænd, eller kun Stein Bagger? Og hvad tjente du selv på det?
Vi er selvfølgelig nogle stykker, der glæder os over medlemstilstrømningen til Konkursklubben, men alligevel…
Boris har unilateralt, uden at lovgiverne er blevet spurgt, indført den regel, at hans firma automatisk går efter konkurskarantæne hos alle, der går konkurs, hvis de har den mindste gæld til det offentlige.
Årsagen er, at ved små konkurser får han og hans hird et fast beløb, men ved konkurskarantæne er der ekstra-bonus til dem fra statens side.
Statens egne advokater belønnes med andre ord for at få givet folk konkurskarantæne og forhindre dem i at rejse sig igen.
De 800 millioner til at hjælpe iværksættere, som vi hørte om forleden, er helt ligegyldige, så længe vi behandler iværksættere som vi gør.
Konkursklubben - altså bogen af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm - handler i øvrigt blandt andet om en raffineret hævn over en person, der kunne minde om Boris. Det var underligt rart at læse den bog i sin tid.
Vi kan lige runde ugens cyber-afsnit af med et ret interessant spørgsmål: Hvad sker der, hvis ISP’erne hackes i bund? Læs, gys og skyl efter her: Nettet strammes.
Og nu til noget HELT andet
Temu som valgtema.
Temu blev en EU-valgting for Stine Bosse. Har I også bemærket, hvordan de velbjærgede altid er stærkt imod alt, der giver fattige mulighed for at købe det samme, eller noget der ligner, som dem?
Husk Walmarts motto: “We save people money so they can live better”, eller som grundlæggeren engang sagde: Hans mål var at give fattige folk mulighed for at købe det, som det ellers kun var de rige, der havde råd til.
Kina-effekten, som økonomerne talte en masse om for nogle år siden, gjorde og gør netop dét. Foretagender som IKEA, Walmart, Zenni (gode briller til 3-400 kroner), Temu med flere er reelt anti-fattigdoms-initiativer.
Mens DJØF’erne og de fire milliarder Novo-ansatte køber fine ting på de fine steder, kan de få, der ikke tilhører DJØF/Novo-segmentet, få råd til noget, der er lige så godt.
Well, undtagelsen er Kina-biksen Lenovo, som alle de fine bare elsker at købe skærme og pc’er fra. Men det må jo være noget helt andet.
Flere økonomer, blandt andet fra Verdensbanken, har påpeget, at Kinaeffekten reelt sænker uligheden.
Hvor dumt er det så lige at lægge ekstra skatter på de billige el-biler fra Kina? Selv Informations chefredaktør synes det er tosset, og så er der noget galt.
Lad dog kineserne levere billige el-biler og lad os lave noget andet. Vi overlevede jo også Japan-bilerne for snart mange år siden.
Det ender vel med, at vi skal have hosekræmmere i Herning og omegn igen for at sikre, at vi ikke pludselig skal gå barfodede.
Nå, men den protektionisme-bølge er svær at stoppe lige nu, og vi vil se masser af idiotiske tiltag fra politikere over hele verden i de kommende år, men vi lever jo heldigvis af problemer, ikke løsninger.
Gør, hvad vi siger, ikke, hvad vi gør
Hold nu kæft, hvor kommuner, regioner og andre offentlige dimser brokker sig non-stop over lovgivning, der har til formål at sikre borgerne, virksomhederne og dem selv.
Det er jo til at blive tørstig af at høre på i længden. Jammer og klage lige fra dengang med GDPR og frem til nu. Jammer og klage.
Lad os starte med… tada!...Chromebook-sagen!
For hvad gør man, når man står med noget ulovligt, der ikke kan gøres lovligt? Lyver, selvfølgelig, men vel at mærke i kor med andre.
Det er da også meget hurtigere end at gøre det rigtige.
Desuden havde lærerne lige vænnet sig til det ulovlige, og i øvrigt er det billigt og lærernes organisationer har fået deres cut ligesom de fik af Texas Instruments dengang med lommeregnerne (ingen lærere anede, hvordan man brugte andre typer lommeregnere, og TI gav dem 10 procenten af omsætningen til “videreuddannelse”, tøhø) … så derfor:
“Ærlighed varer længst, det andet går hurtigere”
- Viceskoleinspektør Friberg, Bordings Friskole, 1970’erne
Men kampen MOD EU-regler, der skal sikre samfund, virksomheder og borgere, stopper aldrig hos det offentlige, og i de tilfælde, hvor de ikke bare kan modarbejde dem aktivt, kan de i hvert fald føre henholdende kamp.
Det ses for tiden tydeligt hos Centeret, der af én eller anden grund har fået til opgave at styre implementeringen af NIS2, selvom de er en militær organisation.
De er naturligvis dybt forsinkede og har ikke nogen som helst kompetence til at gøre den slags. Perfekt.
Vi dør alle på en dyr måde
Men ret skal være ret: Det giver altid komplet mening for det offentlige, at private bikse og borgerne skal følge EU-reglerne til punkt og prikke, men hvis det offentlige også skal følge dem, så dør vi alle på en dyr måde, som vi kunne læse forleden.
68’erne, de fjolser, gav os både dødsangsten for atomkraft og et syn på det private erhvervsliv som værende småkriminel, grådig og, tåbeligst af alt, rationel og drevet af data i stedet for følelser.
Deres manglende forståelse skyldtes formentlig blandingen af manglende studier, intellektuel dovenskab og hash.
Gad vide, hvad de moderne fjolser, der sætter telte op og kalder en spade for en rive (og elsker rædselsregimer ligesom 68’erne) kan forårsage på langt sigt. Det er sikkert ikke småting.
Men det er også i orden, som min ven Andrei siger, når endnu en it-fejl sørger for, at vi har noget at lave. Vi lever jo ikke af løsninger. Vi lever af problemer, som er dét, der finansierer vores fede livsstil, så vær dog glad, og gå ud og skab nogen.
Og glem aldrig, at man altid, når det ser værst ud, kan drikke en Gambrinus Dark langsomt.
Ak ja, det ser sort ud på himlen og på cybersikkerhedsfronten, men mon ikke vi i sidste øjeblik bliver reddet af nogen? Da vi i sin tid stiftede den yderst hemmelige organisation Miracle Security var formålet at forhindre terrorangreb på mikrobryggerier, og til dato har der ikke været ét eneste succesfuldt terrorangreb på et mikrobryggeri. Nu ved I, at selv under de værste forhold, vil vi stadig have rigeligt med godt øl rundt omkring. Så nyd weekenden, drik med venner og dem I kender, og skriv gerne til mig på mogensxy@gmail.com, hvis I har en god idé til, hvad vi gør ved Finansministeriet - eller hvis I bare har en korrektion til mine skriverier.
PS: Vinonysus fase 2: Rundt om Christiansborg.
I sidste uge skrev jeg om fase 1 af Projekt Vinonysus, hvor vi testsejlede en havetrampolin båret oppe af opblæste vinposer (“goon bags” på australsk), inkl. lur-afspilning af We Are Sailing.
Således bekræftede blev det store projekt, nemlig fase 2, søsat, om jeg så må sige:
To af de store havetrampoliner blev fragtet gennem København med en RET stor særtransport (de var ret bredde), og samlet og hver udstyret med mange oppustede vinposer foran Kongens Bryghus ved Krigsmuseet og Den Sorte Diamant.
Og så til søs, komplet med en havfrue ombord, mig i hvid søofficersuniform og bare fødder i sandalerne og den for tiden døde Nicolai Oster iført matrostøj, der oplæste vores brandtale til nationen, mens vi sejlede rundt om Christiansborg.
Det hele var naturligvis anmeldt som en lovlig demonstration, inklusive elektrisk støj, som det hedder i fagsproget, og godkendt af politiet.
Utallige var de gange Nicolai læste brandtalen op i megafonen. Det var faktisk et opråb til nationen, hvor vi argumenterede for en hastig genopbygning af den danske flåde.
Grundtesen var, at russerne aldrig ville skyde på et skib båret oppe af alkoholcontainere.
Der skulle gå mange år, før man besluttede at gøre noget ved og for flåden. Men kom ikke og sig, at vi ikke havde advaret jer.
Vi havde en sikkerhedsdykker i vandet under hele sejladsen. Debra fra Nordirland, komplet med en fortid i det britiske militær i Tyskland, ved en ting eller to om risici, og hun havde meldt sig som frivillig til jobbet i og under vandet både i fase 1 og 2.
Utallige turbåde passerede os med stærkt måbende og fotograferende asiater ombord. Utallige. Og vi opløftede et trefoldigt leve for dem alle. Der må være MANGE videoer i de små, kinesiske hjem med det motiv.
Nuvel, da vi skulle sejle under broen nærmest Højbro Plads var der en turbådskaptajn, der ikke gad at vente på, at vi fik padlet os igennem, og besluttede sig til, trods mine meget høje og gentagne advarsler til ham, at “presse igennem”, hvilket medførte, at trampolinen blev mast op af stenvæggen og drejet hele vejen rundt,
Debra var nær ved at komme i klemme, men dykkede i sidste øjeblik, og turbåden kom igennem et par sekunder hurtigere end ellers. Ham har jeg heller ingen ros til den dag i dag.
Det var tæt på, jeg havde fået våde fødder, som man siger, og jeg besluttede at forkorte turen efter dét, så vi gik i land lige efter, og satte den ene trampolin inde på Amager Torv, hvor den i løbet af de næste mange timer figurerede på mange SoMe-indslag og til sidst blev fjernet af de meget effektive renovationsfolk fra kommunen, der alligevel må have undret sig en del.
Således sluttede fase 2 af Vinonysus, og når jeg nogle gange fortæller til jobinterviews og lignende, at min claim to fame er, at jeg har sejlet rundt om Christiansborg på en havetrampolin båret oppe af vinposer, jamen så tror folk da altid på mig.
Nuvel, der er fløjet mange havetrampoliner igennem luften siden fase 2 løb af stablen, og det er tid til fase 3. Jeg har samlet en del vinposer, men kan godt bruge flere, hvis I har nogen.
Og i næste uge vil jeg løfte sløret for fase 3, der jo har jer læsere som aktive deltagere.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.