Mange opfatter klassisk musik som noget med stiv flip og selvhøjtidelige dirigenter. Som for eksempel i den ikoniske scene fra Olsen-banden ser rødt, hvor en stadig mere frustreret Bent Mejding forsøger at holde takten til ouverturen fra Elverhøj, mens banden svinger borehammer og dynamit.
For slet ikke at tale om svært tilgængelige Wagner-operaer, hvor det kræver solid koncentration og virkelig meget kaffe at følge med til den bitre ende.
Men populærkulturen har i dén grad pustet nyt liv i genren med musik til film og computerspil – og gjort toner for det helt store orkester populært blandt både unge og ældre.
Nogle har måske svært ved at skelne Beethoven fra Händel. Men det går nemmere med at genkende temaerne fra eksempelvis Game of Thrones (Ramin Djawadi), Gladiator (Hans Zimmer), The Lord of the Rings (Howard Shore) eller A Nightmare Before Christmas (Danny Elfman).
Man skal også skynde sig at købe billet, hvis man vil være med til en af de fire aftener i august, når DR Koncerthuset holder koncerter med temaet ”A Night at the Oscars.”
For få uger siden var temaet selvsamme sted for øvrigt ”Gaming X Symphony”, hvor Troldspejlets Jakob Stegelmann var indpisker for en koncertrække med musik fra spil som Halo, Skyrim og World of Warcraft.
Var man ikke så heldig at være med dér, så har Koncerthuset været så hensynsfulde at lægge en hel playliste med spilmusik på YouTube fra tidligere koncerter.
Der var for øvrigt også udtalt mangel på stiv flip og dinner jacket – men til gengæld fuldt hus og rundgang i moshpitten – da Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester sidste år holdt hof på Copenhell.
Der er kort sagt mere end rigeligt at tage af derude. Uanset om man møder fysisk op eller bare har brug for at skyde arbejdsdagen godt i gang med bulder og brag på YouTube eller Spotify.
Hvilket man jo for eksempel kan vælge at gøre med denne udgave af temaet fra Star Wars for fuld udblæsning med venlig hilsen fra det britiske marineorkester; the Force is strong with this one!