Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Når I læser dette er fruen og jeg på vej ud i det blå for at fjerne kalk frai svigermors toilet og besøge eksotiske steder som Maribo. Blot til info: Verdens absolut vildeste kalkfjerner hedder Tenox 16 og fås i INCO i en fem-liter dunk. Brug handsker og briller.
Vi har også en bluetooth-højttaler med os i bilen, så vi kan spille musik af ABBA, Orup, Kygo (der lige har frigivet singlen Whatever med Ava Max) og andre svenskere.
Min gode ven S skrev i øvrigt til mig, i anledning af mit link i sidste uge til en YouTube-video fra 70’erne med Orup, at “... når man ser Orup, manchetknapperne, halskæderne og den åbentstående skjorte tror man (jeg) at han er italiener.”
Ja, S, men du er også så ung! Sådan så vi sguda ud dengang.
Men altså: Ud i det blå det gå i dag. Goodbye, Cruel World. Sayonara. Adieu. Auf Wiedersehen. See you later, Alligator.
Vi skal i denne uges klumme se lidt på alkohol (del 1 og 2), offentlig transport, statslig prepping, Cirkus Mili og/eller cybersikkerhed, og den næsten faste rubrik Undskyld er også nødvendig.
Dertil et grundigt PS om kunsten at bygge et russer-resistent skib af en havetrampolin og 3-400 tomme vinposer.
Riv i kapslerne, vrid i propperne og spænd kysen - nu skal I bare høre…
Alkohol 1
Mit gamle marketings-geni Peter Ryhl kom ind i Miracle direkte fra et liv som værftsarbejder, rugbyspiller, brandmand og det, der var værre - og et omskolingskursus hos den uforlignelige, rødhårede Heidi i Odense.
Hun havde det med at ringe til mig, når hun mente, at NU havde hun fundet den HELT rigtige til Miracle, og så tog jeg selvfølgelig en samtale med Den Helt Rigtige.
Peter Ryhl var en kæmpe succes. Han kunne designe, tegne og finde på sjove/frække marketings-stunts, og mangen en gang har vi både grinet og drukket øl samtidig for at vise, at vi kunne multitaske.
Som så mange andre, der har været i berøring med databaser, har han også slået sig på alkoholens helende virkning (og tåger).
Vi husker alle sammen Allan Poulsen, der startede Bröckhouse i Hillerød i 1999 (han havde lavet ERP-halløj i Oracle-regi i mange år), mig og Lasse med vores mikrobryggeri - og Ryhl har nu startet Nor & Fjord, der laver blommevine, æblevine, mjød og andre herlige ting.
Det er blevet til en enkelt guldmedalje allerede, og der kommer uden tvivl flere.
Jeg er nødtvungent gået med i smagspanelet for Nor & Fjord, så jeg er nødt til at prøvesmage alt muligt fra ham, og det er hårdt.
Heldigvis smager det meste fremragende (log resten glider ned), og han får sine medaljer som fortjent. Her står han for eksempel yderst til højre med sin guldmedalje: GuldPeter
Jeg kan ikke finde hans hjemmeside, så måske har han ingen. Men så er der måske noget at skrive om i næste uge udover svigermors toilet.
Alkohol 2
En anden database-mand, der ikke kunne holde det ud mere, uden at have en rigelig forsyning af brændevin, er Kenneth, der følte sig kaldet til at kombinere SQL Server med Gin.
Det blev til et makkerskab i BeGin, og forleden havde han inviteret til et “Lav-din-egen-gin”-event i Værløse.
Jeg besluttede mig for at lave en gin, der skulle være ekstrem inspireret af Sipsmith’s VJOP (Very Juniper OverProof): 60 gram enebær i stedet for 20, 30 gram korianderfrø i stedet for 10… og dertil tre peri-peri-chillier.
Jeg satsede på styrke 57-58, og tilsatte meget lidt vand, og det blev faktisk en lidt ekstrem gin. Jeg kaldte den MoGins.
Tak til Kenneth for en virkelig interessant og velsmagende eftermiddag. Highly recommended. Man får også nogle gode G&T’er undervejs, i øvrigt.
Bonusinfo: Grundstoffet ren alkohol på 96 procent fås for eksempel i Polen til cirka 25 kroner literen plus afgifter eller en del mere fra den gode Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi, og et lille anlæg som det vi brugte hos BeGin koster måske 3.500 og vupti kan man sidde og synge sange af De Gyldne Løver.
Reklame!
Podcasten Det Hemmeligste Af Det Hemmelige er gået fra fast program på 24Syv til en to-mandsbiks bestående af Anders & Muff bag en betalingsmur - https://DetHemmeligste.dk - og det er helt, helt OK
. Man støtter dem ved medlemskab, og det kan varmt anbefales.
I søndags holdt de foredrag i København, og så fortsatte de i det jyske, og de graver sig godt ned i hemmelige organisationer fra den kolde krig og nærmer sig måske opklaringen af Palme-mordet med gode svenskeres hjælp.
Det helt store scoop ved arrangementet i København i søndags var den fysiske tilstedeværelse, og interviewet, af en MEGET interessant kvinde, der blot kaldes Fordelingshatten (inspireret af Harry Potter). Hun har set og gjort ting, må man sige.
Nok om dét. Livet er jo ikke kun hemmeligheder og konspirationer - der kan også forekomme fejltagelser… så derfor:
Undskyld!
Den kundedirektør for Rejsekortet, Jens Willars, som jeg gjorde lidt grin med i sidste klumme, var så venlig at skrive til mig og påpege, at jeg rent faktisk ikke havde læst Computerworld-artiklen ordentligt:
Artiklen handlede KUN om de 3-400.000 digitalt udfordrede, der også gerne skulle kunne rejse, og den løsning, som Rejsekortet er kommet op med til dem.
For alle os andre kommer det nye Rejsekort til at være den app, som blev frigivet (sådan næsten) på den meget passende dato 9. april d.å.
Tak til Jens Willars for at kontakte og korrigere mig. Og undskyld!
Men vi er ikke færdige med den offentlige transport:
DSB har en app!
En stakkel, der føler sig kaldet til at læse min klumme HVER fredag, har skrevet til mig med et rigtigt godt tip:
“Jeg bruger som regel kun rejsekortet når jeg er beruset. Det gør, at det tit bliver væk. Det blev det også for nyligt. Så jeg ville hente rejsekort-appen. Men der kom jeg på venteliste, for det er alt, alt for svært at bare udgive en.
Så jeg stod på stationen og var lidt presset. Kom i tanke om at DSB også har en app. Og ved du hvad? Den kan nøjagtigt det med tjek ind, tjek ud og sågar tjek-ud-automatisk som Rejsekort-appen har arbejdet på i to år.
WTF?!
Så nu har vi én app der virker fra DSB, én app fra Rejsekortet som ”kommer snart” og...
Man kan godt forstå vi har fuld beskæftigelse i DK.
PS: DSB's app er smart. Og trækker pengene direkte fra kortet, kræver ikke at man sætter penge ind og kræver ikke standere. 2 x WTF! Prøv den….”
Mange tak til min trofaste, nærmest påtvungne, læser.
Jeg forhørte mig, og det bekræftes alle steder: DSB har nu en app, der virker. Uden at udbasunere det.
Man kan ovenikøbet samle points ved brug af den og bruge dem til nyttige ting. Verden er forunderlig. Det har de gjort sådan lidt stealth-agtig, men tak til dem,
Men der er mere, og nu bliver det for alvor sjovt:
Busterminalen: Fra digital til analog
Jeg har flere gange haft en fest over den nye busterminal i København, som ikke kunne tages i brug, fordi der mangler et it-system.
Den har bare stået dér og stået ved IKEA og Dybbølsbro, flunkende og færdig.
Men: Læser P skrev til mig:
“Gaven der bliver ved med at give.Terminalen skulle sættes i drift her den 6. juni. Efter års forsinkelse.
I seneste omgang skyldtes udsættelsen, at man ikke havde systemet med de elektroniske infoskærme på plads, hvad man heller ikke havde i Ingerslevsgade, hvor der mirakuløst indtil nu ikke har været hårdt sårede og dræbte i kaosset når buspassagerer, bilister og cyklister løb forvirrede rundt.
Seneste udsættelse for et år siden var begrundet i de manglende it systemer.
Nu skulle der så åbnes den 6. juni. Jeg glædede mig hver gang, jeg kom forbi og så signallysene virke.
Så kommer der en udmelding fra Vejdirektoratet om, at softwaren desværre ikke er færdig endnu.
Resultatet er nok, nu at der åbnes uden software og infoskærme, hvad man kunne have gjort for et år siden.
Danskerne er jo et særligt specielt folkefærd, så de kan ikke bruge løsninger, som man har udviklet i andre laverestående lande.”
Vejdirektoratet (VD), der laver motorveje og den slags, er kendt for deres projektledelse, hvorfor de for eksempel fik overdraget opgaven med Niels Bohr-bygningen for et par år siden, da man ikke mente at kunne finde projektledere andre steder i Staten, der kunne forsøge at rette op på dette komplette katastrofe-projekt.
Jeg ved ikke, hvordan det går, men Niels Bohr-bygningen er vel bygningernes svar på Ejendomsvurderingen:
Man overvejer hele tiden, om det egentlig ikke var bedre at skrotte det hele og begynde forfra.
Men nyd dette citat fra Vejdirektoratets pressemeddelelse om busterminalen:
“I den første periode vil busterminalen være bemandet med personale, ligesom der vil være informationsskilte, der skal guide passagerer og fjernbusser. Fra efteråret forventes det, at man overgår til det fuldt ud integrerede informationssystem.“
Jeg gør opmærksom på, at det var NØJAGTIGT, hvad alle busselskaberne tilbød at gøre gratis dengang terminalen stod færdig og det havde meget lange udsigter med det MEGET vigtige it-system til styring af et par skærme:
De ville finansiere en mand, som - bevæbnet med en whiteboard og en gul vest - kunne vise folk hen til bussen.
Men NEJ: VD ville have det avancerede it-system til visning af et par skilte på plads, før terminalen kunne åbne.
Men som vi alle ved: Når private tilbyder at gøre noget, som staten burde have gjort, men ikke gør, så bliver der ALTID sagt nej til idéen, der bliver mumlet om, at det heller ikke er så god en løsning - og så kopierer man det med stor forsinkelse.
Det vender vi tilbage til lige om lidt i afsnittet om stats-prepping.
Her er hele pressemeddelelsen fra VD:
Stats-prepping
Nu synes staten pludselig, at vi skal orienteres om prepping, efter at Atlantsammenslutningen for egne midler har udgivet den aldeles glimrende folder “Vær beredt - hvis krisen kommer”, som Staten og vores ikke-eksisterende Civilforsvar for længst burde have gjort.
Som sædvanlig, når private gør dét, som myndighederne burde have gjort, har myndighederne taget følgende initiativer:
1) Meddelt, at det private initiativ ikke var nødvendigt. Forsvarsminister Troels sagde endda flere gange, at det private initiativ ville skræmme befolkningen unødigt.
2) Meddelt i klart sprog, at staten ikke kommer til at udgive noget som helst om emnet.
3) Disset det private initiativ og antydet, at det ikke var godt nok.
4) Kopieret det private initiativ.
Jeg glæder mig til at proppe den nye, statslige “Hvis krigen kommer”-brochure ind i GPT4o sammen med Atlantsammenslutningens brochure og bede den sammenligne dem. Statens prepper-katalog burde komme om cirka 14 dage. Lad os se…
Cirkus Mili: Videoer fra IDA-konferencen
Servicemeddelelse: I sidste uge fortalte jeg om den gode konference om Fremtidens Beredskab, som IDA afholdt. Alle indlæggene blev optaget på video, og her er playlisten:
Fremtidens Beredskab - IDA Play
Cirkus Mili: Nu går det så løs i Cyberspace
En anden hjørnesten i statens stædige forsøg på ikke at fortælle befolkningen, hvad der reelt foregår, er mit elskede Center for CyberSikkerhed, der desværre hører under det militære efterretningsvæsen FE, og derfor både er undtaget fra enhver lovgivning, har mundkurv på konstant, OG kan beordres af militæret til at holde kæft med ting, der kunne redde danske borgere og virksomheder fra alt muligt skidt i cyberspace.
Det er så latterlig en konstruktion, at selv når de er ude for at vise PowerPoints om ingenting (fordi de ikke må sige noget som helst på grund af mili-typerne i FE) nægter de at udlevere/sende kopier af deres powerpoint-slides, fordi “de er fortrolige” - altså dem, de lige har vist hele forsamlingen, og hvis indhold alle har kunnet læse i Femina i lang tid før Centeret siger noget. Vi taler her om niveauet UNDER uklassificeret.
Gøg og Gokke har ikke en skid på Centeret.
Det (Centeret) er blevet kendt på, at det udelukkende videregiver generelle, ligegyldige informationer, som man i forvejen har kunnet læse alle andre steder i nogle uger.
Et godt eksempel er centeres melding forleden om, at man nu har hævet trusselsniveauet for destruktive cyberangreb fra “blablabla” (aka “lav”) til “tjah, joh, måske” (aka “middel”).
Intet konkret, intet man kan bruge til noget, intet man kan blive klogere af. Ingen forklaring på, hvad “lav” og “middel” betyder eller hvad man bør gøre.
Men pyt - det drejer sig jo også kun om destruktive cyber- og ransomwareangreb mod vigtig infrastruktur. Slap dog liiiige af.
Forestil jer, at advarsler om sundhedsfarer eller miljøkatastrofer fulgte denne playbook fra USSR-tiden, som Centeret følger.
Se nu og få udskilt den del af Centeret, der har med civilsamfundet at gøre, fra det hemmelige militær, så de måske kunne gøre mere gavn end skade for første gang siden deres oprettelse.
Men NSA kan og tør!
Anderledes konkret har USA’s NSA udgivet nogle ret interessante retningslinjer for brug af mobiltelefoner, herunder, at man bør slukke dem helt en gang om ugen, aldrig bruge offentlig wifi (brug 4G/5G i stedet), og kun have Bluetooth slået til, når det skal bruges. Samt andre ting, der overraskede mig.
NSA må jo vide det, da de selv i mange har hacket telefoner.
Sidespring: Engang i midt-80’erne fortalte en NSA-analytiker mig forøvrigt en sjov historie:
Der var blevet lagt et nyt transatlantisk kabel fra Europa til USA (New York-området), og man ville bare så gerne i kontakt med det kabel, men teknologierne de bruger herude på Amager var ikke rigtigt opfundet endnu, så til sidst fandt de ud af, at kablet ved landgang i New York endte i en boks, hvor der var et lille “air-gap”, hvor de kunne sætte aflytningsudstyret ind.
Tilbage til virkeligheden: Men de trusler, som for eksempel NSO Group fra Israel, som har solgt og sælger deres forbandede Pegasus-software til alle mulige mongobongo-lande, rædselsregimer og Danmark, udgør for tiden, har fået NSA til at komme ud med noget konkret, der kan bruges til noget. Tak for det.
Det er måske en god idé at printe deres ene slide ud og hæng den op rundt omkring:
Cybertrusler - lad os holde nogle møder!
Med udgangspunkt i et indlæg af Rasmus Dahlberg i Jyllands-Posten, som jeg blot vil kalde Røvfuld, skrev den gode John Foley følgende på LinkedIn:
========+=
Danmark er en frontlinjestat når det kommer til hybride trusler og angreb, men er det land blandt de nordiske, der gør mindst for at forhindre de kræfter, der vil destabilisere vores samfund og undergrave vores livsstil og demokrati ved hybride angreb, der dagligt optrappes, blandt andet på grund af Danmarks støtte til Ukraine.
Statsministeren har så sent som i forbindelse med den finske præsidents besøg for ca. 14 dage side udtalt, at hun forudser flere hybride angreb og at der burde gøres mere for at bekæmpe dem, både nationalt og internationalt.
Desværre er det varm luft og tomme ord fra både hende og regeringens side, idet der i det seneste to-tre år er gennemført talrige arrangementer i form af høringer og konferencer samt møder i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet for at gøre opmærksom på problemerne og få gjort noget ved den manglende indsats.
Lige meget har det hjulpet. Tornerosesøvnen er fortsat og alle med ansvaret har lukket øjnene og sovet videre. Man har Ikke engang formået at sende en enkelt permanent dansk repræsentant til at arbejde i Hybrid Center of Excellence, der blev oprettet i Helsinki, Finland, for mere end seks år siden.
Så jeg giver ikke fem flade ører for de skåltalere og forsikringer om at Danmark bør og vil gøre mere. Det er spindoktor-snak, der ikke har hold i virkeligheden.
Læs gerne Rasmus Dahlbergs artikel i JP, hvor der blandt andet fortælles, at Danmark får spank og ris for sin nølen og fodslæbende tilgang til bekæmpelse af hybride trusler og angreb.
======
Men så er det da godt, at Enhedslisten kan stille spørgsmål om vores manglende engagement i COE Hybrid i Helsinki:
https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/fou/spm/154/index.htm
Heldigvis er det ikke et eksempel, der skal stå der helt alene og blive grinet af.
Næh, der er jo også vores helt, helt geniale håndtering i de seneste to år af vores tilslutning til EU’s militære samarbejde.
For to-tre år siden skrottede vi vores åndssvage forbehold om, at vi ikke ville være med, men det viser sig, at vi fra da af INTET har foretaget os overhovedet. Joh, vi har været med til nogle af møderne… som den DJØF-nation vi jo er blevet.
Hør det ret morsomme indslag her i Frontlinien: Men vi har deltaget i nogle møder!
De interviewer i og for sig nogle OK personer om problemet, men de vælger desværre alle sammen at bullshitte i stedet for at tale rent, måske på grund af valget på søndag.
Morsomt er det dog stadig, specielt deres forskellige teknikker til at undgå at sige DerSkerIkkeEnSkid.
Jeg har lagt mærke til, at politikerne i dette indslag, men også generelt, altid kan finde på at sige, at EU jo er lidt sløv, og ting tager lidt længere tid nede i Bruxelles, og den slags…
Men aldrig ét eneste ord om, at vi i Danmark NETOP er dem, der trækker alt i langdrag, holder møder uden efterfølgende handling og opfatter en PowerPoint-præsentation som arbejde, der gør en forskel.
Man kunne skrive en fornøjelig bog med forskellige danskeres svar på spørgsmålet: “Nå, hvad har du så lavet i dag på jobbet, skat?”.
Så længe de leger PowerPoint gør DJØF’erne da i det mindste ikke skade udover at spilde andres tid. Og det er jo positivt. Microsoft Office er jo det rene opium for folket.
Næste møde om Kalvebod BryggeDeklarationen (KBD) finder sted på mandag.
Vi håber hele tiden, at lovgiverne overhaler og -rasker os med de rigtige initiativer, men nu kommer sommerferien, der blev hastevedtaget over 250 sjuskede lovforslag forleden, og så er der fred i nogle måneder. Så vi fortsætter med KBD…
AI, ai, ai
Til sidst et pro-tip fra en ven: GPT4o er GOD til tidslinjer. Prop for eksempel en rapport fra Rigsrevisionen om forskellige offentlige dimsers cyber-beskyttelse (jeg laver sjov - selvfølgelig har de ingen) mod ransomware ind i AI-maskinen og bed om en tidslinje.
Forbløffende godt og brugbart. Her er selve rapporten, hvis I selv vil prøve:
Det var såmænd det hele! Hvis der er noget, som jeg burde vide (eller korrigere), så skriv det til mig på mogensxy@gmail.com - så glemmer jeg det da ikke efter indånding af Tenox 16 hos svigermor.
Og nu til noget HELT andet:
PS: Projekt Vinonysus
Hele idéen med at lave krigsskibe, som russerne ikke kan få sig selv til at skyde på, opstod i 2014, grundet russernes annektering af Krim OG en rødvinsaften, hvor selskabet diskuterede mulige anvendelser af tomme vinposer fra tre-liters vinbokse.
Vigtig info: Vinposen er opfundet i Australien, og her er en grundig indføring på tre minutter i det australierne kalder en “good bag”. Så snart man fatter, at det hedder en Goon Bag kan man finde gode, inspirerende videoer om anvendelsen af disse, for eksempel denne:
The Goon Bag Raft. A mini-documentary
Forestil jer, hvilket dilemma det vil stille en russer i, hvis han blev beordret til at beskyde et skib båret oppe af alkoholcontainere.
Projekt Vinonysus (Motto: “Vi Flyder I Vin”) var et forsøg på at udnytte både havetrampoliner, der ikke mere skulle bruges til formålet OG alle de vinposer, som specielt jyderne har så svært ved at smide ud efter tømning, med henblik på - i stor hast - at kunne genopbygge den manglende, danske flåde.
Trin 1 var selvfølgelig en test under kontrollerede forhold.
1. juni 2014 afholdt vi generalprøve på trampolin med vinposer ved en storslået søsætning i Måløv Sø.
En enkelt detalje, som jeg kom i tanke om ved afgangen fra mit hus på Kratvej med kurs mod søen, var redskaber til besætningen, så de kunne skaffe fremdrift for trampolinen ude på vandet.
Vi organiserede dog hastigt lidt pagajer og nogle sneskovle, og så gik det fint.
Nyttig note: Et skib bestående af en letvægtstrampolin med påsatte, oppustede vinposer vejer faktisk ikke noget som helst.
En sådan trampolin kan ofte købes på Den Blå Avis for 1 kr.
Vinposerne skaffede jeg tilbage i 2014 ved at annoncere en unilateral pant på fem kroner for en vinpose på Facebook. Jyderne havde i nogle tilfælde gemt dem i årevis. I løbet af kort tid havde jeg tæt på 400 poser.
Hver (oppustet) vinpose indgår i en trekant med to andre vinposer, der tapes sammen.
Disse trekanter placeres på skift med den enlige pose opad og nedad i de “huller”, der er mellem trampolinens fjedre (de passer PERFEKT), og som alle ved er der typisk 77 fjedre.
Hver trekant tapes fast til fjeder/fjedre.
På den måde ender man med 77x2 tre-liters vinposer (to lag) i periferien af trampolinen, og dermed med en opdrift på 154 x 3 kg, dvs. 462 kg.
Resten af vinposerne “daisechaines” med sejlgarn (dobbelt halvstik rundt om “halsen” på dem) og anbringes rundt om på selve trampolinen og fastholdes af for eksempel et “fuglenet”, der spændes ud over hele herligheden.
Når man vender trampolinen, vil “benene” fungere som ræling og vore mange, gode goon bags vil være under den.
I alt var vi den sommerdag i 2014 tæt på en ton opdrift, og selv når jeg, en kødfuld mand, stod på kanten af skuden, vippede den ikke synderligt i vandet.
Bjarne Rasmussen, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i Ballerup Kommune OG tidligere fællestillidsmand for Livgardens musikkorps, uropførte - med hjælp fra den legendariske Robert Spliid, der har været tambur i Livgarden - Rod Stewarts We Are Sailing udsat for to lurer, ført med sikker hånd af de to blæsere, vel at mærke mens de stod på skibet, der drønede rundt i den store Måløv Sø.
Jeg indrømmer, at jeg var lidt grådlabil. Det var et smukt syn.
I næste uge fortæller jeg om næste fase af Projekt Vinonysus, nemlig da vi sejlede TO trampoliner rundt om Christiansborg.
Fase 3 skal I læsere forresten være med til.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.