Computer-legenden Gordon Bell er død i en alder af 89 år.
Han var en af hovedarkitekterne bag udviklingen af mindre og billigere computere og dermed med til at skabe fundamentet for overgangen fra store mainframes til den personlige computer.
Ifølge den amerikanske avis New York Times er han endda blevet kaldt it-verdens svar på den legendariske arkitekt Frank Lloyd Wright.
Udover sin rolle i udviklingen af den personlige computer bidrog han også til udviklingen af ethernet. Ifølge New York Times stod han desuden bag arbejdet med at koble verdens kraftigste forskningscomputere sammen i et fælles netværk. Et arbejde der sidenhen førte til udviklingen af det moderne internet.
Forsker hos Microsoft
Gordon Bell blev i 1957 uddannet som elektroingeniør ved det prestigefyldte tekniske universitet MIT - Massachusetts Institute of Technology.
Efter et ophold i Australien vendte han tilbage til MIT for at tage en ph.d., men endte med at droppe det til fordel for en erhvervskarriere, der begyndte hos Digital Equipment Corporation.
Efterfølgende stiftede han virksomhederne Encore Computer og Ardent Computer, og i begyndelsen af 90’erne slog han sig ned i Silicon Valley, hvor han blev investor samt rådgiver og forsker for Microsoft. Han desuden med til at stifte Computer History Museum i Mountain View i Californien.
Frem til sin død havde han titlen forsker emeritus hos Microsoft.