Velkommen til onsdagens morgen-briefing fra Computerworld. Ved roret finder du Computerworlds morgen-pilot, Dan Jensen.
I første kvartal blev der afvist lige under 13 millioner cyberangreb mod danske hjemmesider - tre millioner mere end i hele 2023.
Samtidig er phishing-angreb ikke længere blandt de mest alvorlige trusler.
Sådan lyder det fra TDC Erhverv, der netop har udgivet sin sikkerhedsrapport for første kvartal 2024.
Her skriver selskabet, at det i første kvartal blokerede 12,2 angreb per kunde hver dag.
De største trusler er lige nu ifølge selskabet henholdsvis malware, ‘command & control,’ og ‘bad domains,’ som TDC Erhverv kalder det.
Du kan læse mere i kvartalsrapporten fra TDC Erhverv her.
Universal Robots og MiR flytter sammen
De to robot-selskaber Universal Robots og MiR flytter sammen i Odense.
De to selskaber er begge ejet af Teradyne Robotics, og ideen er, at de under samme tag skal kunne ‘udveksle viden og accellere deres innovation,” som det hedder.
Det nye hovedkvarter er på 20.000 kvadratmeter og ligger på Energivej 51 i Odense. Her vil 550 medarbejdere få deres dagligdag, ligesom der bliver showroom og uddannelses-center - men ikke produktion af robotterne.
Betal gæld tilbage via nyt it-system
Gældsstyrelsen er klar med en ny selvbetjeningsløsning, som du kan anvende til både at tjekke, om du har gæld det til offentlige, og i givet fald betale pengene tilbage.
Det kan du gøre via MobilePay eller med betalingskort, så det er meget nemt.
“Den nye løsning gælder i første omgang kun styrelsens nyeste inddrivelsessystem, PSRM, hvor størstedelen af ny persongæld i form af for eksempel restskat, underholdsbidrag og SU-gæld i dag bliver sendt til inddrivelse,” lyder det fra Gældsstyrelsen.
Styrelsen peger på, at PSRM håndterer gæld fra knap en halv million danskere. Det andet gældssystem, DMI, håndterer primært virksomheders gæld. Det er er endnu ikke koblet op på selvbetjeningsløsningen.
Du kan læse mere hos Gældsstyrelsen her.
Japan har alt for lidt strøm til alt det AI
Den kraftige vækst i AI betyder, at Japan inden længe kommer til at mangle strøm.
AI stiller nemlig så store krav til landets datacentre og chip-produktion, at en ny fremskrivning viser, at Japans strømforbrug frem mod 2050 vil vokse med mellem 35 procent og 50 procent.
Det svarer til et samlet forbrug på mellem 1,35 og 1,5 billioner kWh i 20250, konkluderer nyt dokument fra den japanske stat.
Japan er i dag meget afhængig af Mellemøsten, når det gælder adgangen til fossile brændstoffer.
Devoteam køber ServiceNow-huset ProCori
Devoteam køber ServiceNow-huset ProCori, der har hovedkvarter i Gøteborg i Sverige.
Selskabet har omkring 100 medarbejdere i Sverige og Norge. Selskabet har ikke noget kontor i Danmark, men varetager den danske del af forretningen fra sit kontor i Helsingborg.
Devoteam kalder opkøbet for ‘strategisk.’ Ifølge selskabet udvider opkøbet “Devoteams tilstedeværelse i Norden og styrker virksomhedens evne til at levere skræddersyede ServiceNow-løsninger til langt flere danske og nordiske kunder,” som det hedder.
Devoteam peger på, at det med ProCori ‘får en stærk tilstedeværelse på det svenske marked, mens ProCori får adgang til Devoteams omfattende serviceportefølje, globale rækkevidde og brancheførende ekspertise.’