En tidligere CEO i Googles DeepMind og to tidligere chefer i Meta har formået at skabe et af de mest interessante europæiske it-kometer i nyere tid.
De tre tech-chefer grundlagde i maj 2023 Paris-baserede Mistral AI og efter blot fire uger og uden et eneste produkt i porteføljen lykkedes det dem at rejse 782 millioner kroner i en seed-investeringsrunde - der dermed blev den største nogensinde foretaget på europæisk grund.
I februar måned investerede Microsoft 2,1 milliarder dollar i Mistral AI, hvilket har gjort Mistrals åbne og kommercielle sprogmodeller tilgængelige på Microsofts Azure AI-platform.
Og en måned senere – i marts 2024 - lukkede de så endnu en investeringsrunde på 2,9 milliarder kroner, hvilket værdiansatte Mistral AI til lige under 14 milliarder kroner.
Nu er Mistral så ved at gøre det igen forlyder det. Ifølge TechCrunch er Mistral meget tæt på at lukke en investering på svimlende 600 millioner dollar – svarende til 4,15 milliarder kroner.
Investeringen kommer fra venturekapital- og private equity-selskabet DST, med Yuri Milner i spidsen – og han er ikke hvem som helst.
Yuri Milner har tidligere støttet nogle af de største navne inden for teknologi, herunder Facebook, Twitter, Snapchat, Spotify, WhatsApp, Alibaba og ByteDance.
Såfremt Mistral lander investeringen, bliver det ifølge TechCrunch til en værdiansættelse på seks milliarder dollar – 41,5 milliarder danske kroner og altså cirka tre gange så meget, som Mistrals værdiansættelse i marts måned.
Mistral har cirka 36 nuværende investorer, der udover strategiske investorer som Databricks, Nvidia, Salesforce, Snowflake og førnævnte Microsoft, tæller kapitalfonde som Andreessen Horowitz, Redpoint og New Wave, samt de franske bankgiganter Bpifrance og BNP.
Uklart hvor mange kunder de egentligt har
Mistral AI er ifølge selskabet selv på en mission om at "gøre AI nyttig", og de lancerede i september 2023 deres første LLM-sprogmodel, svarende til systemet bag OpenAIs ChatGPT.
Men modsat ChatGPT vil Mistral AI udelukkende målrette sig mod virksomheder og altså ikke private forbrugere.
I dag har Mistral lanceret i alt tre sprogmodeller, men de har endnu ikke oplyst, hvor mange brugere de har, eller hvordan deres indtægter ser ud.
Det er altså uklart, hvad de enorme pengesummer, der investeres i Mistral, egentligt bygger på, hvilket kan tyde på et overophedet marked for AI-startups, hvor investorerne kaster med pengene for ikke at risikere, at misse den næste gyldne AI-investering.