Et dansk boligmarked på optur og snesevis af nye boligprojekter har været vejen til succes for det århusianske it-firma Turntool, som har udviklet sin egen software til 3D-visualisering.
Produktet gør det muligt at tage 3D-data fra store 3D-programmer som 3D Studio Max og gøre det tilgængeligt på nettet via en plug-in til webbrowseren.
Salget af softwaren gik dog trægt, indtil Turntool sidste år ændrede fokus og i stedet begyndte selv at bruge teknologien til at skabe 3D-modeller af danske boligprojekter på nettet.
3D-rundture
Det gør det muligt for interesserede købere at tage en 3D-rundtur i de boliger, som ellers kun eksisterer på tegnebrættet, og danske bygherrer har hurtigt taget konceptet på hjemmesiden Boligprojekt.dk til sig.
- De skal sælge 75 procent af et boligprojekt, før de får lov at bygge, begrunder Michael Reinholdt, der er administrerende direktør for Turntool.
I alt har Turntool arbejdet med 120 boligprojekter i løbet af de seneste 14 måneder, og for at tale byggebranchens eget sprog er prisen sat per kvadratmeter.
Selv om det århusianske it-firma i dag er vokset til syv ansatte, foregår hovedparten af 3D-arbejdet i Bangladesh og Sydafrika.
Mac-understøttelse
Imens fortsætter udviklingen i Danmark, hvor Turntool vil understøtte flere browsere end bare Mozilla og Internet Explorer til Windows. Samtidig arbejdes der på et nyt produkt til plantegninger til eksisterende boliger.
- Vi kører i Explorer, Mozilla og Firefox, og vi begynder til efteråret at udvikle til Mac, fordi nogen af de helt store virksomheder, som kontakter os, gerne vil have, at det kan ses der. Men det kræver en helt ny kerne, siger Michael Reinholdt.
Samtidig har firmaet skabt et nyt forhandlerforum for bedre at komme ud til de forhandlere, der sælger produktet over hele verden.
Sidste år blev det til et lille underskud, og egenkapitalen er væk, men den forventes i plus med et overskud på mellem en halv og en hel million kroner i år.
Omsætningen ventes at blive over seks millioner kroner, hvoraf hovedparten kommer fra visualiseringen af boligprojekter. Salget af selskabets software udgør kun en mindre del af forretningen.
Relevante link