EU-borgere, der bruger Apple-produkter, skal fremover have mulighed for at downloade apps direkte fra en udviklers hjemmeside i stedet for at hente apps i Apples egen app-store.
Ændringerne forventes at træde i kraft i løbet af foråret, men Apple har endnu ikke angivet en nærmere dato.
Det skriver mediet 9 to 5 Mac.
Ændringerne i Apples app-økosystem annonceres kort tid efter, at EU's Digital Markets Act trådte i kraft.
Den nye lovgivning kræver, at store tech-virksomheder, der betragtes som "gatekeepers", blandt andet åbner deres platforme mere op for at undgå at begrænse konkurrencen i den europæiske union.
Udviklere skal betale Apple for downloads
For at aktivere funktionen skal app-udviklere acceptere Apples nye forretningsvilkår, der indebærer, at de skal betale et "core technology"-gebyr på 0,50 euro, svarende til 3,7 kroner, for hver første årlige installation over én million inden i de seneste 12 måneder.
Samtidig vil apps også kun kunne installeres fra et domæne, som udvikleren har registreret i App Store Connect.