Nettet bugner af information, men meget af det er lukket land for søgemaskinerne, fordi adgangen kræver, at man er betalende abonnent.
Det vil Yahoo forsøge at ændre med en ny tjeneste, hvor man får adgang til at søge i syv betalings-sites gennem Yahoo. Det skriver Reuters.
Siderne tæller i første omgang blandt andre Financial Times, The Wall Street Journal og Association of Computing Machinery. Indtil videre er tjenesten kun tilgængelig i Storbritannien og USA.
Yahoo-brugere kan tilføje siderne til deres præferencer og vælge at søge eksklusivt i indholdet eller få det blandet med andre søgeresultater fra nettet. Det kræver, at man er abonnent de pågældende steder for at se indholdet.
Søgningerne frembringer ikke annoncer, fordi Yahoo mere ser det som en måde at skabe forspring til konkurrenterne og få loyale brugere.
Allerede sidste år lancerede Yahoo et initiativ, der skal forsøge at indeksere de billioner af sider, som findes i offentlige databaser, men ikke umiddelbart er tilgængelig for søgemaskiner.