Pokerbølgen på nettet er med til at skabe en af de seneste års største børsnoteringer på børsen i London, skriver The Wall Street Journal.
Det Gibraltar-baserede firma Partygaming, som står bag pokersitet Partypoker.com, forventer at hente næsten 12 milliarder kroner, hvilke vil give firmaet en værdi på mere end 53 milliarder kroner.
Værdien er endda lavere end først ventet. Ifølge egne oplysninger sidder Partygaming nemlig på over halvdelen af det bugnende verdensmarked for poker på nettet.
Trods stor konkurrence og hundredevis af pokersites er indtjeningen fortsat rigtigt god.
Partygaming blev stiftet i 1997 og fik i 2004 et overskud på knap 2,2 milliarder kroner ud af en omsætning på 3,7 milliarder kroner.
Flere analytikere peger dog på, at firmaets værdi trækkes en smule ned af usikkerhed om lovgivning på området i fremtiden.
Kun institutionelle investorer i Europa får lov at byde på Partygaming ved børsnoteringen, mens amerikanske investorer udelades, selvom 80 procent af brugerne befinder sig i USA.
Partypoker har omkring 400.000 aktive spillere, som i 2004 spillede mere end en milliard spil poker.