Købet af danske Eurocom Industries har givet stor vækst til den danske producent af udstyr til satellitkommunikation, Thrane & Thrane, i regnskabsåret 2004/05.
I alt steg salget med 44 procent til 917 millioner kroner, mens driftsoverskuddet steg til 105 millioner kroner.
Eurocom Industries blev overtaget 1. maj, og købet skal give Thrane & Thrane en dominerende position på markedet for maritim kommunikation.
Bredbånd fra rummet
Et af årets store projekter var Broadband Global Area Network (BGAN), som Thrane & Thrane udvikler for firmaet Inmarsat, der netop nu er på vej mod en børsnotering.
Inmarsat har sat en kommunikationssatellit i omløb, som kan give internet med en hastighed på op mod 432 kilobit i sekundet overalt på jordkloden.
- BGAN er et betydeligt teknologispring, der i kraft af den øgede båndbredde giver helt nye anvendelsesområder for vores terminaler. Vi har bistået satellitoperatøren Inmarsat ved tegnebordet og bygget den væsentligste del af den jordbaserede BGAN-infrastruktur på deres regning, skriver bestyrelsesformand Walder Schmidt i årsregnskabet.
Thrane & Thrane går i gang med de afsluttende tests af et større antal terminaler i begyndelsen af august.
I efteråret sender Inmarsat sin anden Inmarsat-4-satellit i omløb, og BGAN-tjenesten begyndes officielt i slutningen af 2005, hvor Thrane & Thranes terminaler er på markedet.
For det kommende år forventer det danske selskab et driftsresultat på mellem 120 og 130 millioner kroner, mens salget forventes at være stabilt.