Invasionen af Ukraine, trækker spor til det krigshærgedes lands naboer - og deres nabolande.
Senest har flere svenske ministre opfordret deres befolkning til at forberede sig på krig.
Og herhjemme har foreningen for forsvars-, beredskabs- og sikkerhedspolitik Folk & Sikkerhed udgivet en pjece med gode råd til forberedelse på en krisesituation.
Men kan det øgede trusselsbillede også ses på de digitale flanker?
I et skriftligt svar på det spørgsmål, advarer Dansk Center for Cybersikkerhed om, at den russiske cyberspionage, der lige nu sker mod nationer, kan være optræk til flere destruktive angreb.
Til Computerworld skriver den digitale enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste:
”Når man læser FE's Udsyn, udgivet i december 2023, er det tydeligt, at vi står i en sikkerhedspolitisk situation præget af usikkerhed og rivalisering mellem stormagter. Det afspejler sig også i cybertruslen," skriver Center for Cybersikkerhed i et skriftligt svar til Computerworld.
Udsyn er den årlige rapport, om gør status over den sikkerhedspolitiske situation i verden.
Videre oplyser centeret:
"Blandt andet har krigen i Ukraine medført en markant øget trussel fra cyberaktivisme, og truslen fra særligt prorussiske aktivister vil vare ved, så længe krigen fortsætter. Andre former for trusler såsom f.eks. cyberspionage ligger fortsat på et meget højt niveau. Og netop cyberspionage er udtryk for ikke bare informationsindsamling af fremmede staters efterretningstjenester, men sandsynligvis også en forberedelse til at kunne udføre destruktive cyberangreb."
Men selv om indsamling af information, kan ske med et formål om at udrette fysiske skader på et mål, så er det altså forsat Forsvarets Efterretningstjeneste vurdering, at sandsynligheden for destruktive angreb på Danmark for nuværende er minimal.
"Vores vurdering er imidlertid, at truslen fra destruktive cyberangreb mod danske organisationer er lav. Ikke på grund af fravær af kapacitet til sådanne angreb, for den er til stede, også i Rusland. Men vi vurderer, at der er en begrænset intention om at foretage den slags angreb pt. En lav trussel er desuden ikke det samme som et fravær af trussel, men betyder grundlæggende, at den type angreb er mindre sandsynlige."
Den interesserede kan finde den nyligt udgivne pjece fra Folk & Sikkerhed her.