Mobilåret 2024 ser ud til at blive kickstartet tidligere end det plejer, når Samsung inden længe præsenterer sin nye mobilkollektion.
Den sydkoreanske tech-kæmpe er nemlig tidligt ude med årets første udgave af sit ’Unpacked’ event, som er det der plejer at danne rammen om lanceringen af en ny S-kollektion af super-smartphones.
Den 17. januar går det løs i år – to uger før datoen for sidste års event, hvor S23-kollektionen blev offentliggjort.
Trio slippes løs i Silicon Valley
Et væld af lækkede oplysninger indikerer at en ny S-trio er under opsejling fra Sydkorea: Den mere kompakte Galaxy S24, den større Galaxy S24+ samt udstyrsstykket i Galaxy S24 Ultra.
Særligt for årets Unpacked event bliver, at det afholdes i hjertet af Silicon Valley i San José i Californien, USA, hvor Samsung i en teaser-video varsler at ’en ny æra for smartphones’ vil debutere, mens der teases med kommende AI-drevne evner.
Her kan der ifølge netmediet Sammobile forventes funktioner såsom tolkning i realtid under samtaler, AI-dreven videoredigering samt browsing, hvor indholdet af en hjemmeside kan opsummeres eller pointer highlightes.
Dertil kommer visuelle effekter dreven af kunstig intelligens såsom AI-genererede baggrundsfotos og låseskærmseffekter sammen med et revideret One UI 6.1 interface.
Stærke sager
Selve S-kollektionen vil også byde på ny, stærkere hardware til blandt andet at drive den kunstige intelligens frem.
Her forventes S24 modellen at debutere med Samsung egen Exynos 2400 octa-core processor i Europa, mens andre markeder og topmodellerne som S24+ og S24 Ultra får en Snapdragon 8 Gen 3 fra Qualcomm i maven.
Med de nye motorer følger lidt større batterier, som skal vise sig enten at forlænge driftstiden eller kunne tillade endnu højere performance-niveauer.
Ifølge netmediet GSMArena, vil der bydes på henholdsvis 6,2 tommer og 6,7 tommer skærm i S24 og S24+, altså marginalt større end hidtil, mens Ultraen bevarer forgængerens 6,8 tommers lærred.
Kameramæssigt synes den nye kollektion ifølge de lækkede oplysninger at bevare samme moduler som i 2023 kollektionen.
Med et trippelkamera til S24 og S24+ mens S24 Ultra får hele fem moduler og op til 200 megapixels at rute med – en detalje er dog, at 10x telemodulet nu synes at være afløst af et 5x modul med 50 megapixels sensor.
Nye kamerafunktioner såsom Ultra HDR videooptagelser skulle blandt andre være på vej, for at få det meste ud af de mange kameramoduler.
Nye priser
Det er endnu uvist, hvad S24-kollektionen vil løbe op i på de danske telehylder, men en lækket europæisk prisliste som er kommet Sammobile i hænde synes at indikere, at priserne ikke kommer til at ændre sig synderligt fra sidste års kollektion.
Ud fra denne fremgår det at billigste S24 model bliver lidt billigere med en europæisk debutpris på 899 euro for modellen med 128 gigabyte lager, svarende til omkring 6.700 kroner herhjemme.
Omvendt bliver topmodellen S24 Ultra med 512 gigabyte dyrest med en rygtet debutpris på 1.569 euro, svarende til 11.700 kroner.
Prissætningen vurderes at blive som følger:
- Galaxy S24 128GB: €899
- Galaxy S24 256GB: €959
- Galaxy S24+ 256GB: €1,149
- Galaxy S24+ 512GB: €1,269
- Galaxy S24 Ultra 256GB: €1,449
- Galaxy S24 Ultra 512GB: €1,569