Google har indvilliget i at indgå forlig i en retssag, hvor en lang række forbrugere beskylder Google for at spore internetbrugen hos millioner af mennesker, der troede, at de browsede privat.
Ifølge de sagsøgende forbrugere sporede Googles analytics, cookies og apps deres aktivitet, selv når de indstillede Googles Chrome-browser til "inkognito" og andre browsere til "privat" browsing-tilstand.
Forbrugerne mener, at det gør Google til en "uansvarlig guldgrube af information", da techgiganten i princippet kan tilgå privat søgehistorik om "potentielt pinlige ting", som forbrugerne opsøger online.
Retssagen startede tilbage i 2020 og omfatter millioner af Google-brugere, der har brugt tjenesten siden 1. juni 2016. De kræver minimum 5.000 dollar – 33.700 kroner - i erstatning per bruger for overtrædelse af føderale love om aflytning.
Søgsmålet lyder sammenlagt på minimum fem milliarder dollar – 33,6 milliarder kroner – men de endelige betingelser om, hvordan og hvorvidt pengene fordeles til de enkelte brugere, er endnu ikke offentliggjort.
Advokaterne i sagen, slår dog fast, at parterne er blevet enige om en bindende aftale gennem mægling, og at de forventer, at fremlægge et formelt forlig til godkendelse 24. februar 2024.
Hverken Google eller advokaterne for de sagsøgende forbrugere har svaret på Reuters anmodninger om kommentarer.