Den svenske møbelgigant Ikea udvider sin kollektion af elektronik til hjemmet med en kollektion af smart-sensorer til skarpe priser.
Her tilbydes tre nye produkter baseret på smart-home specialisten Zigbees teknologi, som kan fungere i samspil med selskabets Dirigera smarthub.
Kollektionen byder på tre sensor-enheder med hver deres funktion:
Badring er en fugtmonitor, der registrerer eventuelle fugt eller vandskader.
Kan aktivere belysning
Parasoll er en todelt sensor til montering på dør eller vindue, der kan monitorere, om de er lukkede. Samtidig kan sensoren registrere eventuelle tegn på indbrud. Den kan også anvendes til at aktivere belysning, når en dør åbnes.
Vallhorn er en bevægelsessensor, der registrerer om nogen bevæger sig i hjemmet og aktivere belysning. Enheden fungerer både indendørs og udendørs og kan aktivere op til 10 lys på en gang.
Vallhorn og Parasoll lander først i handlen, med en snarlig debut på det svenske, britiske og tyske marked. Oplysninger om tilgængelighed i Danmark foreligger ikke endnu.
Under 100 kroner
Prisen i vores nabolande lander på 9,99 euro, svarende til 74 kroner. Den lidt højere danske moms vil nok resultere i, at en dansk debutpris lyder på enten 79 eller 89 kroner.
Badring kommer først i anden ombæring en gang i april, til en endnu ikke præciseret debutpris. Enheden skulle dog ikke koste over 15 euro, forsikrer Ikea.