Amazon har i årets tredje kvartal haft betydelig fremgang i både omsætning og overskud.
Det fremgår af kvartalsregnskabet, der blev offentliggjort torsdag aften dansk tid.
Her kan man se, at selskabets omsætning er steget til 141,1 milliarder dollar (1.011 milliarder kroner) i det seneste kvartal, hvilket svarer til en stigning på 13 procent sammenlignet med samme periode året før.
Også Amazons nettooverskud stiger også ganske betragteligt sammenlignet med året før.
I år lyder overskuddet på 9,9 milliarder dollar (70 milliarder kroner) sammenlignet med 2,9 milliarder dollar i samme periode sidste år. Altså mere end en tredobling.
Amazon-aktier var ellers faldet mere end seks procent i løbet af de seneste to handelsdage op til regnskabet, efter markedet så Alphabet og Metas gode regnskaber.
Amazon-aktien steg dog straks med fem procent, efter Amazon leverede sit regnskab.
Har fyret 27.000 medarbejdere siden sidste år
Amazon har været i 'omkostningsbesparende tilstand' det seneste år, efter selskabet udvidede for hurtigt under pandemien.
Det har betydet, at der siden sidste efterår er blevet fyret 27.000 medarbejdere, mens en række projekter er blevet sløjfet helt.
Ifølge Amazons administrerende direktør Andy Jassy, der i midten af 2021 kom fra AWS og overtog chefstolen efter Amazons grundlægger Jeff Bezos, ser man nu, at tiltagene bærer frugt.
"Vi havde et stærkt tredje kvartal, da vores omkostninger til service og leveringshastigheden i vores butiksforretning tog endnu et skridt fremad, vores AWS-vækst fortsatte med at stabilisere sig, vores annonceomsætning voksede kraftigt," lyder det fra Jassy i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.