En lettere omskrevet talemåde lyder således: ”Din ret til at svinge næven standser, hvor min næse begynder.” I dag synes mange at svinge med deres digitale næver på sociale medier, uanset om de rammer på nogen på trynen eller ej.
I ”The Chaos Machine” graver den undersøgende journalist ved New York Times, Max Fisher, efter årsagen. Eller rettere efter flere årsager. Skulle man være en misantropisk boomer, så er svaret som forventet, nemlig: De sociale medier.
Før alt fejes til side med henvisning til generationskløften, ”voksne forstår ingenting”, eller ”du kan jo bare slukke”, så har Fisher på forhånd taget et par spadestik dybere. Det ligger trods alt i hans jobbeskrivelse.
”The Chaos Machine” afdækker, hvad der sker bag dørene i bestyrelseslokalerne hos Big Tech. Hvilke tekniske designs og forretningsmodeller er gangbare, når for eksempel Facebook, X og YouTube kæmper for at fastholde brugernes såkaldte ”eyeball time”.
Umiddelbart ligner det et internt branche-kapløb om vores opmærksomhed for at udløse en regn af annoncekroner. I virkeligheden, som de fleste af os nok efterhånden er klar over, drejer det sig om data. Masser af dem og helst endnu flere endnu.
Jagten på data kræver fodring af vores opmærksomhed med indhold. For at nå dertil lægger tjenesterne ifølge Fisher serverplads til mindre pæne artigheder for at finpudse de bagvedliggende algoritmer, og så har vi balladen.
Ifølge Fisher er de sociale medier med til at puste til datadelinger, som aldrig burde se dagens digitale lys. Fra konspirationsteorier til offentlige tilsvininger og en verden, hvor folk ikke kan være i stue sammen, fordi de mener noget forskelligt om retten til at drikke komælk.
”The Chaos Machine” er en barsk gennemgang af, hvordan SoMe udnytter menneskets psykologiske mekanismer til at tjene Big Dollars. Ikke blot i USA, men globalt. Ja, Fisher har i sin research set ud over sin amerikanske næsetip.
Resultatet er, at de digitale næver går i selvsving. I værste fald fortsætter nævekampen IRL (i den fysiske verden). Eksemplerne er legio: Valgsvindel, optøjer og borgerstorm på regeringsbygninger – fra USA til Afrika og Brasilien.
Bog: The Chaos Machine: The Inside Story of How Social Media Rewired Our Minds and Our World.
Forfatter: Max Fisher.