Nvidia har på relativt få år gennemgået en transformation fra at være ”bare” endnu en chipproducent til nu tech-kolos, der udvikler og producerer store dele af den hardware, som muliggør den aktuelle og massive satsning på kunstig intelligens.
I ”The Nvidia Way: Jensen Huang and the Making of a Tech Giant” – der udkom midt i december – kortlægger journalist og analytiker Tae Kim selskabets rejse fra usikker startup til en af verdens mest værdifulde virksomheder.
Bogen er bygget op omkring de afgørende fire faser i Nvidia-historien.
Man følger Nvidia fra de tidlige år, hvor Jensen Huang og hans to medstiftere kæmpede for overlevelse og gennem nogle ofte udfordrende år i 1990’erne, hvor fejlslagne produkter var ved at koste Nvidia livet.
Men læseren får også historien om virksomhedens opstigning gennem 00’erne, hvor GPU’en blev omdrejningspunktet for et helt nyt marked og selvsagt den seneste udvikling, hvor blev central aktør i AI-revolutionen.
Tae Kim giver et detaljeret indblik i Nvidias unikke kultur præget af ekstrem konkurrence og nultolerance for middelmådighed samt en leder, der nægter at tabe – uanset om det gælder forretningsstrategi eller bordtennis.
Bogens styrke er dens kombination af skarp forretningsanalyse og personlige fortællinger, især om Huang, der ikke bare er en CEO, men en figur med næsten mytisk status i tech-industrien.
Tae Kim viser, hvordan Huangs kompromisløse tilgang har formet Nvidia og skabt en virksomhed, der konstant presser grænserne for innovation.
Men bogen rejser også spørgsmålet, som kun fremtiden vil give os et svar på: Nemlig om Nvidia på sigt er i stand til at overleve uden sin legendariske grundlægger – eller om én mands jernvilje til at ”vinde eller dø!” er den lim, der binder det hele sammen?