Det er svært at finde den rette it-sikkerhedschef – især i den offentlige sektor, hvor lønrammer ofte ligger langt under, hvad private virksomheder tilbyder.
I Storbritannien har man nu erkendt, at der må ske et opgør med den traditionelle aflønning, hvis landet skal kunne tiltrække de bedste it-sikkerhedseksperter.
Den nuværende lønramme gør, at man ikke kan tilbyde hverken it-cheferne eller cybercheferne en attraktiv nok lønpakke, som betyder, at Storbritannien ikke kommer i møl med sin ellers ambitiøse plan for cybersikkerhed, skriver the britiske techmedie The Register.
Ifølge embedsværkets driftsdirektør, Cat Little, vil staten formentlig blive nødt til at betale sine øverste cyberchefer mere end premierminister Keir Starmer, hvis man vil lykkes med at styrke cybersikkerheden i den offentlige sektor.
"Vi er nødt til at betale dem mere. Disse færdigheder er ekstremt efterspurgte i et meget konkurrencepræget marked, og hvis vi skal nå vores mål, har vi brug for det rette lederskab og tekniske ekspertise," lød det fra Cat Little under en høring i Storbritanniens Public Accounts Committee (PAC) mandag i følge techmediet.
I Storbritannien er det en ret betændt diskussion.
Kort efter Keir Starmer vandt Downing Street, så kom det frem, at hans stabschef Sue Gray tjente 3000 pund mere end premierministeren. Ifølge The Register tjente hun i øvrigt 170.000 pund om året. Det er lidt over halvanden million kroner om året.
Hun sagde op kort efter, men rygtemøllen sagde, at hun alligevel ville blive fyret.
Men hvis Cat Little får sin vilje, kan det snart betyde, at Storbritanniens højst betalte offentlige embedsmænd ikke sidder i Downing Street – men i landets cyberforsvar.