Et ny EU-direktiv som skal modvirke skattespekulation bliver nu førstebehandlet i Folketinget.
Forslaget skal blandt andet skal sikre, at virksomheder i den digitale økonomi betaler en minimumskat på 15 procent.
“Det er ikke i orden, at statskasser verden over hvert eneste år går glip af milliarder, fordi nogle multinationale koncerner helt eller delvist kan undgå at betale skat. Det tærer på sammenhængskraften, når borgere og virksomheder oplever, at nogle slipper afsted med ikke at betale det, de burde,” siger skatteminister Jeppe Bruus (S) ifølge en pressemeddelelse fra Skat.
Skatteministeren har tirsdag fremsat lovforslaget i Folketinget, og han beskriver det som en milepæl i forsøget på at sikre, at især virksomheder med digitale forretningsmodeller betaler skat.
”Ved fremsættelsen af lovforslaget tager vi nu et historisk skridt i bekæmpelsen af skatteundgåelse og skadelig skattekonkurrence. I regeringen ser vi frem til, at der allerede fra næste år kommer en global bund under selskabsskatten,” siger Jeppe Bruus desuden ifølge pressemeddelelsen.
Bygger på OECD-aftale
EU-direktivet tager ifølge Skat udgangspunkt i en OECD-aftale fra 2021, som Danmark og 135 andre lande har tilsluttet sig.
OECD-aftalen skal dels sikre, at verdens største og profitable virksomheder betale en del af deres skat, der hvor deres brugere befinder sig, samt at der bliver indført en minimumsbeskatning på 15 procent for alle store multinationale koncerner med en omsætning på mindst 750 millioner euro.
Lovforslaget om den globale minimumsbeskatning skal efter planen træde i kraft den 31. december 2023