At købe ny elektronik har aldrig været nogen synderlig fremtidssikret form for investering.
Nye modeller kommer jævnligt ud og det, der er sidste skrig det ene år, kan hurtigt blive en bedaget sag blot år eller måneder efter man har anskaffet sig den.
Der er dog store forskelle på, hvor hurtig den afskrivning foregår. Denne afhænger i høj grad af, hvem producenten er, hvilken type produkt der er tale om og hvorvidt der er tale om high-end produkter eller mere budgetvenlige alternativer.
Det fremgår af en undersøgelse foretaget af netmediet Simpleghar, som har analyseret værdierne af over tusind elektronikprodukter indenfor smartphones, tablets, wearables og hovedtelefoner på de amerikanske og britiske markeder.
Heraf fremgår det hvilket mærker og produkter, man skal vogte sig for, hvis man vil minimere prisstab.
Android-smartphones bliver dyre i drift
En af de produkttyper der er dårligst til at holde værdien fra den dag du køber den, til du forsøger at sælge den et år senere, er generelt smartphones, hvor afskrivningsprocenter over 30 procent ofte optræder.
Den værste synder indenfor kategorien er Samsungs flagskib fra sidste år, Samsung Galaxy S22 som på bare et år har mistet 40 procent af nyprisen.
Denne efterfølges af Googles Pixel 2, der smider 38,1 procent af sin værdi på et år efterfulgt af tre Samsung telefoner og OnePlus 10 Pro, der alle mister mellem 36 og 37 procent af deres respektive nypriser.
Mobilproducenten OnePlus figurerer i undersøgelsen også som den producent, hvor produkterne falder hurtigst i pris med en gennemsnitlig afskrivning på 21,8 procent.
Selskabets følges af Google og Microsoft, hvor der generelt kan regnes med værditab på henholdsvis 17,5 og 13,5 procent.
Dermed kan selv billigere Android-baserede smartphones vise sig at blive dyre bekendtskaber på den længere bane.
Omvendt klarer Apples iPhones sig generelt bedre i denne discipling, hvor den værste synder var den højt prissatte iPhone 14, der på sit første leveår droppede 24 procent af værdien.
Ældre udgaver såsom iPhone 13 og iPhone 12 bød på langt mindre prisstab på henholdsvis 16,6 og 10 procent.
Sløje tablet-køb
Når det gælder tablets, er der flere Windows-baserede maskiner at finde i top 10 over de værste syndere, hvor Microsofts Surface-kollektion er at finde på fire af de fem værste placeringer.
Således byder Microsofts Surface Pro 7+ tablet på en afskrivning på hele 35,2 procent, efterfulgt af Honor Pad 8 fra det tidligere datterselskab til kinesiske Huawei.
Fælles for tredje-, fjerde- og femtepladserne er, at der tale om Microsoft Surface tablets, der alle mister omkring 25 procent af værdien på et år: Microsoft Surface Pro 6, Microsoft Surface Pro X og Microsoft Surface Go 2.
Helt omvendt forholder det sig med Apples iPads.
Her fremgår det, at selv den iPad, der er ringest til at holde værdien, en sjette generations iPad fra 2018, blot mister 15,2 procent af værdien om året.
De iPad Air og iPad Pro modeller der indgår i undersøgelsen, holder endda værdien meget bedre, med årlige afskrivninger der holdes mellem 11,2 og 8,7 procent.
De værste afskrivninger
De største procentuelle værditab der optræder i undersøgelsen, finder man blandt trådløs headsets.
Her skal der i det værste tilfælde afskrives op til 64 procent, eller knap to tredjedele af værdien på et år.
Her er de værste syndere generelt enheder fra Philips, som indtager alle tre topplaceringer på det kedelige podie.
Enheder såsom N7506, A7306 og T3217 noteres for prisfald på henholdsvis 63,9 procent, 62,1 procent og 55,3 procent.