Artikel top billede

Den lidt mere end 28 centimeter høje højttaler har et højst aparte design, hvor der er lys i bevægelse under det Alien-agtige mønster i bunden. Det er både sjovt og underholdende. (Foto: Harman PR)

Test: Det her er en af de sjoveste og mest innovative højttalere, jeg har prøvet i lang tid

Den ligner nærmest et moderne bud på en lavalampe, men gennem det røgfarvede glas lyser Harman Kardon Aura Studio 4 op i takt med musikken. Det er ret underholdende. Og samtidig leverer den også godt på lydparametrene.

Harman lavede for mange år siden et pc-højttalersæt med noget, der mest ligner en osteklokke. Det lyder spøjst, men var alligevel lidt fedt i en verden domineret af sorte bokshøjtalere.

Her var tale om et sæt satellithøjttalere og en subwoofer, der var bygget ind i et stort stykke gennemsigtigt plexiglas.

Disse linjer går igen, nu blot med røgfarvet glas og et stort luftkammer inden i. Derinde er der noget, der mest ligner et eller andet fra en Alien-film.

Bluetooth-højttaleren er højst aparte, og når du spiller musik, lyser strukturen i bunden op i takt med musikken samtidig med, at lyset bevæger sig rundt.

Det er både sjovt og lidt mærkeligt, men der er mening med galskaben.

Højttaler til sanserne

Harman Kardon Aura Studio 4 er lavet for at sætte sanserne i gang. Designet fokuserer på oplevelsen og har reelt ikke noget at gøre med lydgengivelsen.

Den er jeg faktisk helt med på – lad os endelig få produkter, der skiller sig ud fra mængden af firkantede kasser.

Bestykningen i højttaleren klares af hele seks mellemtone/diskant enheder, som ikke er synlige.

De gemmer sig under de 324 'krystaller', som Harman Kardon kalder dem. Det er små forhøjninger, hvor der dannes lys omkring og som sagt bevæger sig i takt til musikken.

Dertil er en nedadvendt bashøjttaler. Det er en god idé – for den er kun på 5,2” men ved at vende den mod underlaget vil dette være med til at forstærke baslyden, der vil opleves meget større.

En på opleveren

Med nedadvendt bas og højttalere, der mere eller mindre er lukket ind i en osteklokke, frygter jeg lukket lyd uden diskant og den vigtige mellemtone.

Men der er fin luft i både mellemtone- og diskant. Stemmer står klart og med god tyngde.

Højttaleren leverer varen rent lydmæssigt. Den har god bas og et lydbillede, der spredes godt ud i rummet. Med andre ord: Let at lytte til.

Bevares, til prisen på 2.499 kroner kan du finde højttalere med bedre lyd, men må undvære Harmans sjove design og features.

Her får du en på opleveren, og det er ærligt talt en ret syret oplevelse med det indbyggede lysshow.

Du kan let slå det fra og bestemme, hvor effektfuldt det skal være. Det er en fed gimmick, og en jeg synes holder - også i det lange løb.

Det behøver ikke være så kedeligt

Selv om jeg som lydentusiast grundlæggende mener, at en højttaler først og fremmest skal levere bedst mulig lyd til prisen uanset indpakning, så må jeg bøje mig for denne skabning.

Harman har formået at levere en ret underlig og fed skabning af en højttaler, der også leverer varen lydmæssigt. Derfor kvitterer jeg med et fint 4-tal.


Loading ikon