Samtlige mobiltelefoner i USA kommer til at give en lyd fra sig på samme tid onsdag aften dansk tid - som er eftermiddag i USA.
Det kommer til at ske, når de amerikanske myndigheder gennemfører en landsdækkende test af de mobile alarm-systemer, som anvendes i tilfælde af katastrofer og lignende.
USA har to af disse systemer, nemlig EAS [Emergency Alert System] og WEA [Wireless Emergency Alerts].
EAS anvendes til at sende alarmer til radio-modtagere og fjernsyn, mens WEA-systemet anvendes til at sende alarmer til samtlige mobiltelefoner.
Begge systemer vil blive testet onsdag.
Den amerikanske telemyndighed, Federal Communication Commission, meddeler, at alarmerne vil begynde at lyde 02:20 PM ET. Det svarer til klokken 20:20 onsdag aften dansk tid.
“WEA-testen vil blive dirigeret til alle forbruger smartphones,” meddeler FCC.
Alarmen på telefonerne vil blive fulgt af en besked på enten engelsk eller spansk - alt afhængig af det sprog, som den enkelte telefon er indstillet til.
Det er blot anden gang, at USA tester mobil-netværket på denne måde.
“Formålet er at sikre, at systemerne fortsat er effektive til at advare offentligheden om nødsituationer - især på nationalt niveau,” meddeler FCC.
Herhjemmede testede Beredskabsstyrelsen med blandet held på tilsvarende måde alarm-systemet på det danske mobilnet i foråret.
Det var her planen, at alarmen skulle lyde på langt størstedelen af danskernes smartphones klokken 12:00, men det skete ikke og mange danskeres telefoner sagde slet ikke noget, da klokken slog.
Beredskabssstyrelsen meddelte efterfølgende, at test-advarslen rent faktisk var blevet afsendt til mere end 99 procent af de såkaldte celler, der sidder på telemasterne, hvorfra alarmen skulle videresendes til mobiltelefonerne.