Det svenske ERP-selskab Intentia bliver amerikansk og fortsætter under navnet Lawson Software.
Intentia bliver således købt af det amerikanske softwareselskab Lawson Software, oplyser de to selskaber her til eftermiddag i en pressemeddelelse.
Lawson Software betaler med aktier i det amerikanske selskab til en værdi på 2,9 milliarder kroner målt på børskursen i USA tirsdag.
Enhver usikkerhed væk
- Hvis der havde være en usikkerhed omkring Intentia, så er den i hvert fald væk nu, siger administrerende direktør Tommy V.Larsen fra Intentia i Danmark.
Mens det danske datterselskab har haft postitive tal på bundlinjen har moderselskabet i Sverige de senere år haft svære milliontab.
Koncernen får fremover hovedkvarter i USA, mens Intentias hovedkvarter indtil i dag fortsætter som hovedkontor for Lawson Softwares internationale aktiviteter.
Det nye selskab får cirka 3.500 medarbejdere og 4.000 kunder i 40 lande.
Godt overlap
Den danske direktør tager godt imod udmeldingerne om købet.
- Det er meget positivt. Vi er to virksomheder, der komplementerer hinanden. Lawson er meget stærk i USA, vi er meget stærke i Europa, og Lawson kommer med produkter, der komplementerer de produkter, som vi har, siger Tommy V. Larsen.
Begge selskaber udvikler og sælger egne økonomistyringssystemer, men har hver deres områder, hvor de er stærke, oplyser direktøren.
Intentia kendes i Danmark for ERP-systemet Movex, mens Lawson Softwares produkter vil være ukendt for de fleste i Danmark ? og uden for USA for den sags skyld.
Ny koncernchef bliver per 15. juni amerikanske Harry Debes, der per den dato afløser Larson Softwares nuværende koncernchef Jay Coughlan.
Intentias koncernchef Bertrand Sciard fortsætter som chef for de internationale aktiviteter fra Sverige.
Det nye Lawson Software vil efter fusionen med Intentia hente 45 procent af omaætningen i USA, 45 procent i Europa og 10 procent i Asien og Stillehavsregionen.
Begge selskabers bestyrelser har indstillet til aktionærerne at godkende handlen.