Artikel top billede

Med en 250 watts motor kan du opnå op til 20 km/t og der bremses hurtigt med mekaniske skivebremser. (Foto: Peter Hyldahl / Computerworld)

Test: Det er bare hamrende sjovt at pendle med et el-løbehjul

PC-producenten Acer har begået hele tre såkaldte eScootere, som vi andre kalder el-løbehjul, og det viser sig faktisk at være langt mere end blot et stykke legetøj.

Lad mig bare slå fast med det samme, at du ikke kommer til at se stortest af el-løbehjul, el-skateboards og det, der er værre, i Computerworld.

Men når en stor pc-producent som Acer lancerer to modeller, må de da prøves.

Det viser sig hurtigt at være langt mere end et stykke legetøj, og jo, de er faktisk ret sjove at drøne rundt på.

Nyt marked drevet af inflation

Først og fremmest er det interessant, at en pc-producent går ind i dette marked.

Acer forklarer sig med, at den økonomiske situation med inflation, geopolitiske problemer og en generel nedgang i pc-branchen har krævet strategisk tilpasning.

Man vælger derfor at udvide porteføljen af produkter.

Acer vil også være et 'lifestyle'-brand, hvorfor det er naturligt at udvide til andre markeder. Man forklarer sig også med, at selskabets teknologiske erfaring samtidig har gjort skridtet lettere.

Solidt bygget

Det, der slår mig først ved eScoot ES 3 er, at den er meget solidt bygget. Den virker langt mere robust end gennemsnittet.

Den 16 kilo tunge sag har en meget tyk styrepind og styr med solide håndtag. Dette kan vippes og lægges ned, så det er lettere at tage den under armen.

Denne lukning er bygget både solidt og ret let. Et stort håndtag vippes ned, og du kan let smide styret ned, så den kan lægges bag i bilen – for eksempel.

Styringen er med et forholdsvist stort display, der dog viser meget lidt og virker overdrevet stort. Til gengæld gemmer den også på forlygten. Der er også monteret blinklys, der let kan aktiveres ved håndtaget.

Med én knap kan jeg tænde, vælge om jeg vil køre kilometer eller miles og vælge de tre hastigheder.

Der kan vælges op til fem kilometer i timen, 10 kilometer i timen og maks-hastigheden på 20 kilometer i timen. Der sættes i gang med en et lille vippehåndtag med højre tommelfinger, og den kommer hurtigt afsted.

Det er alt sammen godt og gedigent – eneste ankepunkt er, at knappen til at tænde og slukke skal holdes nede i lidt længere tid, end jeg synes er nødvendigt.

Den er da ret sjov

Med fem kilometer i timen kan du næsten ikke holde balancen, og jeg kan ikke se, hvorfor denne hastighed overhovedet findes. Måske for at børn kan prøve den – men i Danmark skal du være 15 år for at køre elektrisk løbehjul.

Sæt den til 20 kilometer i timen, og den opleves både sikker og hurtig i at få afsted. Selv med en bakke og mine solide kilo som dødvægt, holder den let de 19-20 kilometer i timen.

Ned ad bakke kommer den ikke over 21 kilometer i timen, da den bremser. Det er tydeligt, at den 250 watt kraftige motor med 7500 mAh batteri har en ret stabil styring.

Der trækkes på forhjulet, men den opleves alligevel ret stabil, også når der drejes skarpt.

I det hele taget oplever jeg eScooter som et meget sikkert og let køretøj. Og så er det ærligt talt lidt morsomt, uansethvor gammel du er.

Perfekt til pendler turen

På en fuld opladning skal eScooter kunne holde til 30 kilometers kørsel. Det nåede jeg ikke, men jeg kørte også med fuld fart i hele testperioden.

Men om du opnår 20, 25 eller 30 kilometer på en opladning, er i min optik ikke det store problem. Det er vel de færreste af os, der vil pendle 30 kilometer hver vej til jobbet.

For medmindre du vil have den som legetøj, er eScooter perfekt til at køre til S-stationen. Til at have med bag i bilen, så du kan køre det sidste stykke ind i byen, hvor det måske er dyrt eller umuligt at parkere.

Den er også genial, når der lige skal hentes en liter mælk i det lokale supermarked.

Prisen – 3.295 - kroner er godkendt, og sammenlignet med mange af løbehjulets konkurrenter, som jeg kender til, kan Acer sagtens være sig selv bekendt.

Distance og hastighed er godkendt, og byggekvaliteten er over middel for klassen. Det er godt gået for for første forsøg fra en pc-producent.


Loading ikon