Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Hvis I ikke har andet at lave, så kør til Reersø her i weekenden og spis på kroen, som er et fund, hvis man er til god mad, hygge, fin betjening og rimelige priser.
Men overvej om I vil betale 75 kroner for en 37,5 cl flaske øl fra Reersø Bryghus, som ligger 42 meter længere nede ad gaden - for dér koster de nemlig kun cirka 25 kroner flasken. Og det er virkelig godt øl, der IKKE er har været udsat for, og jeg citerer:
"Kogning, Filtrering, Pasteurisering, Tvangskarbonering, Vandbehandling, Tilsætningsstoffer, Temperaturstyring og andet moderne lir".
Jeg tænker i disse dage på, at it-projekter a la Ejendomsvurderingen måske burde følge nogle lignende principper?
Jeg har også tænkt på, hvad fordelen ved subjektivitet ("vurdering") egentlig er i forhold til objektivitet ("seneste salgsværdi", "skat af fortjeneste ved salg").
Men under alle omstændigheder er der nok MANGE flere jobs, MEGET mere BNP og virkeligt meget SCRUM & Agile forbundet med følelser og subjektivitet, fordi det kan være decideret svært at lave kode, der præcist repræsenterer disse to ting.
Eller som min - for tiden døde - ven Dave Ensor sluttede sin bog "Oracle Design" af med at sige:
"Remember, it really is absurdly difficult to fully meet totally unknown requirements".
Og hold IKKE vejret indtil man har fundet ud af, hvordan man skal "vurdere" en tidligere lade, der nu er lavet om til et fancy kontorhotel, eller bare i det hele taget vore cirka to millioner erhvervsmål, for SLET ikke at tale om landbrug & fiskeri, hvor man vist helt har opgivet. Det bliver en fest.
Tilbage til Reersø: Specielt blev jeg positivt overrasket over deres sur-øl Postesur. Den vil jeg gerne smage igen. Men de andre øl var også særdeles drikkelige. Dem skal jeg have flere af.
Således opmuntrede må vi i gang med dagens program:
1) Birmingham. En by bukker under for ERP.
2) En beslutningsmodel, der formentlig kan rette op på meget i it-Danmark.
3) Bliv rig i en ruf: Opstil et stillads, hæng en reklame på det, og lad det henstå.
4) Nu spilder vi kun 20 procent af tiden ved computeren. Hurra.
5) Rengøring og snyd i Livgarden - lidt inspiration til storrummet..
1) Først skal vi lige rundt om stakkels Birmingham
En gang i slut-90'erne kom en salgschef i Oracle hen til mig og fortalte, at han skulle bruge de ypperste ERP-folk, som jeg havde i Premium Services (en slags eliteenhed med opgaver i Europa, Mellemøsten og Afrika).
Der var nemlig en mulighed for, at Lego ville smide SAP på porten og implementere Oracle E-Business Suiten (EBS) i stedet. Så der skulle sizes nogle servere i en fart.
Jeg sendte to af mine hard-core EBS-folk derover, og dermed begyndte et af de vildeste it-projekter i Danmarkshistorien.
Kort fortalt havde SAP meddelt Lego, at selve det at implementere et ekstra modul til en smule julehandel ville tage ni måneder (og så var julen ligesom overstået - man må sgu bare elske de tyskere) og koste 42 fantaziliarder.
Samtidig kørte Oracle en kampagne, der sagde, at man kunne implementere hele EBS-hejset fra scratch på ni måneder. Så hvorfor ikke smide SAP ud og starte på en frisk med Oracles fantastiske tingester? Dén idé blev udtænkt på en shopping-tur i Boston, i øvrigt.
Så Legos it gik forrest og bulldozede forretningen, som naturligvis elskede deres SAP (Stockholm-syndromet på steroider). Så der var intern partisankrig fra starten.
Det skal dog bemærkes, at SAP Danmark-folkene var kloge: De accepterede graciøst deres nederlag og sagde til Lego, at hvis de på et tidspunkt ombestemte sig, ville det glæde SAP at genoptage forbindelsen. Ingen sure miner, ingen smækkede døre. Det skulle vise sig at være hamrende klogt....
Vi Oracle-folk mødte konstant modstand fra sure folk i forretningen.
Men Oracle formåede til gengæld aldrig at være bare nogenlunde lige så professionelle som SAP. Så alt var kaos og alt gik galt.
Alverdens superdupermotherfuckereksperter blev fløjet ind fra øst og vest, og ingen virkeligt hardcore programledere med store piske blev nogensinde sat ind for alvor.
Lego-folk, som var helt inde i maskinrummet og havde risikeret alt på projektet, og som jeg havde kendt i mange år, fortalte mig to gange i fortrolighed i Billund, at projektet var ved at køre helt af sporet, og to gange var reaktionen hos mit Moderskib, at 1) jeg jo bare snakkede med teknikere og 2) man havde lige været til et helt fantastisk statusmøde med kunden, hvor alt var perfekt og godt.
Mange år senere fik jeg pudsigt nok samme besked, da jeg to gange forsøgte at advare Miracles egne projektfolk om, at et stort projekt vi havde hos Coop var ved at køre af sporet. Nøjagtigt samme besked.
Tilbage til 90'erne og Lego: Pludselig skulle Legos it-chef have et andet job, Oracle blev smidt på porten og SAP blev spurgt, om de ville tage Lego tilbage, og så var det jo ligesom dét. Sådan endte forsøget på at skifte ERP-leverandør.
Man kan vælge mellem SAP, der er lavet til bilfabrikker i Sydtyskland, og EBS, der er lavet til softwarebikse i Silicon Valley, eller noget tredje. Og det går aldrig rigtigt godt.
At proppe den slags Gigantusaurus Horribilis Dominus-softwarepakker ned over en virksomhed, der formentlig fungerede rimeligt FØR denne meteor-møder-jord-hændelse, er i virkeligheden et "show of force":
HVIS du vitterligt har råd til at risikere hele biksen ved at proppe den ned i SAP eller EBS, OG stoppe al it- & forretningsudvikling i årevis, så signalerer du, at din biks nærmest har monopol-stilling på markedet.
Jeg overdriver.
Nå, men i den anledning skal vi lige snakke lidt om Birmingham. Jeg har kendskab til to Birminghams. Den ene ligger i England, og dér har jeg tit været for at deltage i den årlige, store UK Oracle User Group-konference. Langt den største Oracle-ting i Europa.
Byen har i øvrigt flere kilometer kanaler end Venedig og er fyldt med virkeligt gode, indiske restauranter.
Og så er der Birmingham i Alabama, som fabelagtige Randy Newman skrev en sang om på sit 1974-album Good Old Boys:
Randy Newman - Birmingham (1975) | LIVE - YouTube
Birmingham! Birmingham!/
Greatest city in Alabam'/
You can travel 'cross this entire land/
There ain't no place like Birmingham.
Men Birmingham, UK, har forsøgt at indføre EBS og er nu 1) tæt på konkurs, og 2) fucked.
De har stoppet betalingerne til Oracle, de aner ikke, hvad de skal gøre, de er vingeskudte mht. systemer, der reelt kan bruges, og situationen er i det hele taget ikke god.
Jeg beder til, at Coop kan nøjes med at lukke Irma for at få råd til at fuldføre deres SAP-projekt.
Men: Handler det her om SAP eller EBS som sådan? Næh. Det handler om sælgere, der piskes til at nå deres åndssvage salgsmål og ledelser i biksene, der ikke har forstand på it, men gerne vil "have styr på det hele. Igen."
Nephew - Igen Og Igen - YouTube
Heldigvis har SAP nu købt noget AI-hejs, så alt bliver bedre, Jeg tygger stadig på ordet "virksomhedsarkitekturstyring" og denne skønne sætning:
"Sammen med LeanIX ønsker vi at tilbyde en første af sin slags transformationssuite for at give holistisk support til vores kunder på deres forretningstransformationsrejser."
Hvis man ikke kan se noget mærkeligt i den slags sætninger trænger man til et godt glas, som min ven Bjarne Mess ville sige.
Læs flere skønne sætninger her:
SAP vil booste sit sortiment: Køber AI-virksomhed - Computerworld
Måske handler det også om det, som jeg i sin tid kaldte Skoda-syndromet:
Når naboen har købt en Skoda og du nævner, at du overvejer at købe en ny bil, så vil naboen forsøge at overtale dig til også at købe en Skoda.
Forestil jer, hvad Skoda-effekten betyder i VL-grupperne: "Hvad? Har I ikke købt SAP endnu?! Hvorfor ikke?"
Stakkels Birmingham. Sten Vesterli, der på et tidligt tidspunkt i Danmarkshistorien var én af to Oracle ACE Directors i Danmark (jeg var den anden ...) skrev forleden på SoMe, at man aldrig skal tro, at et gigantsystem liiiige kan erstattes af et andet gigantsystem. Han har ret.
Personligt vil jeg anbefale, at man optræder som ukrainerne mod russernes gigantiske forsvarsværker:
Små nålestik her og der og allevegne indtil man har opnået tilstrækkelig viden og erfaring til at kunne forsøge at lave et gennembrud ét sted, der så forhåbentlig kan udnyttes og udvides.
Nuklear-optionen, dvs. "skift hele lortet i en ruf", virker som regel ikke så godt. Som en t-shirt jeg fik håndmalet i Louisiana i 1982, sagde: "One nuclear bomb can ruin your whole day".
Drømmen om GUS (the Great, Unifying System) vil altid leve. Specielt efter nogle år med SAP eller EBS, hvor alle hader de virkeligt dårlige interfaces, åndssvage skærmbilleder og utallige tilrettelser, vil der opstå en stærk whiteboard- & powerpoint-drevet bevægelse hos ledelsen hen imod et nyt GUS.
Jeg tror, og det er for en gangs skyld sagt uden hverken ironi eller sarkasme, at selve rejsen hen imod et nyt GUS kan være særdeles nyttig for en virksomhed.
Man får talt sammen og opdager alle mulige ting, gode som dårlige, der foregår i det daglige. Men i længden kan man ikke vinde, og efter en håndfuld år er presset meget stort mht. at få et (helt) nyt GUS...
Og sådan bliver BNP ved med at vokse, og virksomheder bliver ved med at vakle små-fulde rundt på knivsæggen.
Jeg tror ikke, at der findes en langvarig, god løsning. Kun hårde beslutninger med jævne mellemrum - og triste projektledere. Mange, triste projektledere.
Good Luck, Birmingham. I overlevede tyskernes bombardementer under krigen. I overlevede Brexit. I klarede et terrorangreb. Men ERP bliver nok jeres hårdeste stund.
2) SDS' beslutningsmodel.
Det er altid fascinerende for mig at prøve at forestille mig, hvordan man ender med at tage beslutninger, som folk med indsigt aldrig ville have taget, og hvordan man derefter kæmper i årevis med senfølgerne.
Og det har, ved den sødeste Gud og Grød, ikke skortet på forsøg på beslutningsmodeller i årenes løb, der kunne hjælpe med at træffe bedre beslutninger.
De har bare altid haft en lavere træfsikkerhed end Monte Carlo-metoden.
Dog har jeg mødt én model, som så ud til at virke i langt de fleste tilfælde, og den kan I jo så få serveret helt gratis.
Da jeg arbejdede i Sparekassen SDS' EDB-afdeling, hvor der var 40-50 ansatte (måske 42?) havde man en virkelig effektiv og hurtig beslutningsproces, når man for eksempel skulle beslutte sig for, hvilken database man ville satse på, hvilket netværk (TåbeligRing eller DefektNet, som min ven Gram altid sagde) eller hvilket programmeringssprog man ville bruge:
Man satte tre personer sammen i en gruppe og bad dem finde ud af, hvad man skulle bruge, eller hvad man skulle gøre.
Det var vigtigt, at de alle tre vidste noget om emnet. Ja, I læste rigtigt: Vidste noget om emnet.
Jeg er klar over, at nu om dage kan det være svært at finde tre, der ved noget om disse ting i samme organisation.
Men prøv. Ignorer "Jeg Er Ikke Tekniker, Men Jeg Synes Det Lyder Spændende"-typerne, i det mindste i disse beslutnings-scenarier.
Da man for eksempel (lige før jeg blev ansat) skulle beslutte sig for en relationsdatabase til det kommende datawarehouse, satte man tre medarbejdere sammen, som alle havde viden og indsigt i emnet, og de kom ret hurtigt med en indstilling, som man så fulgte.
I dette tilfælde var indstillingen "Oracle", og sådan blev det.
AFGF (A Few Good Folks) kunne man kalde modellen. Men det bliver man nok ikke rig af. Ting skal pustes op (helst med varm luft) og se ud af noget.
Næh, så er der flere penge i bygningsdækkende stilladser...
3) Bliv rig i en ruf: Opstil et stillads, hæng en reklame på det, og lad det bare henstå
Det her er ret vildt.
Det er muligt nogle af jer vidste dette i forvejen, men jeg blev ægte overrasket forleden, da en god ven fortalte mig følgende, mens vi drak kaffe (!!!) på hans firma-altan med udsigt til nogle meget store stilladser med gigant-reklamer på:
1) Der står mange høje stilladser i København med gigantreklamer på.
2) Der arbejdes ikke på dem. Aldrig nogensinde.
3) De generer rigtigt mange hver eneste dag. Fylder op. Er grimme. Den slags. Beboerne har blændede vinduer i månedsvis.
4) Bagmændene tjener 400K+ per måned på den kæmpereklame, der hænger på stilladset.
5) Stilladserne er billige.
6) Ejendommene får derfor af bagmændene tilbudt enten en gratis facaderens eller et cut af de 400K, hvis de går med til at have stilladset stående et antal måneder.
7) Hvis - stort og sjældent hvis - Københavns Kommune endelig beslutter sig for at gøre noget, så uddeler de bøder på 5.000 kroner om måneden 
.
]Nu forstår jeg endelig de mange stilladser. Jeg gik rundt og troede, at der var 1) masser af penge blandt borgerne til vedligeholdelse og istandsættelse af ejendomme og 2) mangel på arbejdskraft.
Men det er bare snedige mænd, der tjener 400K om måneden på det, mens de generer tusindvis af mennesker hver dag. Smart.
Gad i øvrigt godt vide, om det stadig er rockerne, der styrer stilladsbranchen, eller koncentrerer de sig om havnene nu om dage?
En gut, der havde et mindre stilladsfirma, fortalte mig forresten engang, at stort set alle hans medarbejdere havde frakendt kørekort og/eller skulle yde jævnlig samfundstjeneste, så det var ofte lidt af et puslespil at få det hele til at gå op .
Nå, lad os kravle ned fra stilladset. Vi skal til afdelingen for fantastiske nyheder og fremragende råd...
4) Nu spilder vi kun 20 procent af vores tid med at vente på systemerne. Hurra!
Her er en stor nyhed: For 15 år siden spildte vi 50 procent af arbejdstiden med at vente på it-systemerne. Nu er det faldet til 20 procent.
Det er jo kun en enkelt arbejdsdag på en uge, der går med at opbygge dét, vi i meget gamle dage kaldte "high-tech stress", dvs. situationer, hvor man ikke ved, hvornår skidtet kan bruges igen.
Så med 40 procent fald i produktiviteten ALENE på grund af storrum plus en hel dags spild per uge grundet systemerne, er vi da ved at være et sjovt sted.
Bander du jævnligt ad din computer? Her er løsningen, så du slipper for det
Det må jo betyde, at vi ikke behøver arbejde så meget, undskyld: Være så mange timer til stede på arbejdspladsen. Skulle man tro.
Men nej: Lobbyisterne og de politikere, der har magten i denne uge, plaprer løs om, at gamle danskere vil ELSKE at få lov til at arbejde flere timer om ugen i flere år.
Det er så ikke folkets fantasi, skulle jeg hilse og sige. Nok heller ikke politikernes og lobbyisternes, som pudsigt nok har ekstra gode muligheder for at stoppe tidligt.
Vi skal gøre, som de siger, ikke som de gør. Alligevel vinder nationalistisk populisme frem i disse år. Man fatter det jo ikke.
Og hvordan skulle det egentlig foregå i praksis? Skal de 88 procent af arbejdsstyrken, der "arbejder" ved et skrivebord med to skærme og hæve-sænke-knapper, producere ENDNU flere Word-dokumenter og Excel-regneark i mange flere år, eller hvad?
Det er en smuk tanke. Next-level pseudo-bullshit-arbejde for stadigt flere og ældre mennesker. Generering af varm luft og CO2 fra utallige kroppe i hvide galejskibs-storrum... Chaplin ville forstå.
Og med AI i form af LLM'er, der i de næste fem år bliver 1.000 gange større/kraftigere end GPT4 er i dag, bliver det da ekstra relevant at kunne simulere en reel arbejdsindsats bevæbnet med mus og tastatur.
Det er så her vi kommer til nogle "coping strategier", som jeg håber I vil hjælpe mig med at forfine, så vi kan hjælpe hinanden.
5) Rengøring og snyd i Livgarden - lidt inspiration til storrummet.
Eftersom 88 procent af os arbejder foran to skærme, jvf. Vigeurs artikel ovenfor, og vi stort set ikke laver noget reelt arbejde i løbet af ugen, bliver det mere og mere nødvendigt at kunne få det til at se ud som om man laver noget, mens man i virkeligheden ikke laver noget som helst.
I de gode gamle 80'ere var der et TSR-program (Terminate & Stay Resident), hvor man med tryk på et par knapper kunne få et fake regneark til at poppe op og fylde skærmen med tilfældige tal, så det så ud som om man var travlt beskæftiget. Findes der moderne udgaver af dette?
Pro-tip: Mouse Mover kan få Teams til at vise, at man skam er aktiv. Måske kan man opnå samme effekt ved at lægge noget tungt på højre skifte-tast? Det må I fortælle mig meget mere om...
Jeg havde en sælger i Miracle, der altid mødte langt op ad formiddagen, greb et stykke papir eller to i printerrummet lige ved indgangen, og så - med hårde hæle på sine sorte snøresko - drøøøønede hen ad gangen (som havde hårde, larmende trægulve), ivrigt viftende med papiret, mens han halv-råbte "GODmorgen" ind i alle kontorerne, og i det hele taget så enormt aktiv ud.
En dag kaldte jeg ham ind på gulvtæppet og sagde, at han ikke mere behøvede at lade som om han havde printet noget ud, lade som om han havde travlt, og i det hele taget lade som om.
Jeg var lige glad med, hvor meget han var på kontoret og hvor meget han arbejdede, hvis bare han var god ved kunderne og holdt op med at forstyrre samtlige andre på lokationen.
Det viste sig, at han faktisk kunne gå helt almindeligt hen ad gangen.
Så let slap vi til gengæld ikke i Livgarden, når vi blev snuppet i ikke at have gjort ordentligt rent.
Som alle andre havde jeg også ind imellem tjansen med at gøre toiletterne rene, og jeg fandt hurtigt ud af, at en hurtig, overfladisk aftørring af nogle strategiske flader kunne få det til at se ud som om, jeg havde gjort rent. Lidt ligesom folk fra ISS gør rent, I ved, på hospitalerne og andre steder.
Men NÅR man så blev knaldet for det, så var der også en straf man kunne forstå.
Et par af gutterne måtte montere bajonetterne på Garand-geværet og løbe, højt råbende, hele vejen ned ad den lange fællesgang (hvor vi øvrige 80 var opstillet langs væggen) for til sidst, for enden, at spidde de to nullermænd, som sergenterne havde opdaget ved morgeneftersynet.
Jeg blev engang bedt om at skylle en nullermand ud i toilettet, som sergenten havde fundet.
Og jævnligt i løbet af dagen blev jeg beordret ud for at foretage et sikkerhedsskyl for at vi kunne være sikre på, at den ikke krøb op og angreb os.
En anden af gutterne måtte ud og begrave en nullermand udenfor bygningen og vande stedet i en uge for at se, om den ville vokse op og angribe os.
Men alt i alt kunne det faktisk betale sig at snyde og så tage lidt ekstra arbejde/straf for det hver 14. dag.
Støvlerne kunne ofte klare sig med lidt Kiwi og en nylonstrømpe fremfor decideret gejling, og alt undertøjet kunne lægges perfekt, med papstykker imellem, og så med en rem rundt om det, så det bare kunne tages ud og ind af skabet, mens man brugte sit eget undertøj og fik det vasket hjemme hos mor.
Der må være basis for en bog om, hvordan man fedtspiller i storrummet.
Dér! Nu har jeg røbet det. Men gider I ikke skrive til mig på mogensxy@gmail.com med fiduser til, hvordan man simulerer i de moderne slavegalejer (aka storrumskontorer)?
Der må være et utal af fiduser out there. Lad os hjælpe hinanden, indtil alle accepterer, at vi kun behøver lave noget et par dage om ugen.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.