Godmorgen og god fredag, kammerater.
Det er 15. september.
Weekenden står for døren og arbejdsugen synger på sidste vers.
Det betyder også, at du netop har åbnet denne uges sidste morgen-briefing fra Computerworld.
For sidste gang i denne omgang er det Qëndrim Fazliu, der vil tage dig med på en kort rundtur i it- og tech-nyhedernes verden.
Vi starter turen hos det sociale medie Bluesky.
Twitter-konkurrent når en million brugere
Det sociale medie Bluesky, der er grundlagt af en række tidligere Twitter-ansatte, har nået en milepæl i disse dage.
Bluesky har nemlig fået en million brugere.
Det fremgår af et screenshot, som Rose Wang, der arbejder med strategi hos Bluesky, har delt må X, det tidligere Twitter, skriver Techcrunch.
Bluesky, der tidligere er blevet beskrevet som en Twitter-konkurrent, tillader kun adgang til app'en gennem en venteliste, hvor man får en invitation fra folk, der allerede er brugere.
I juli blev det beskrevet, at Bluesky havde nået den ene million brugere. Men det har vist sig ikke at være sandt.
For godt nok havde app'en fået en million downloads. Problemet var bare, at der slet ikke var adgangskoder til alle dem, der havde downloadet app'en.
De havde nemlig ikke modtaget nogen invitation af eksisterende brugere.
Threads tillader ikke søgninger efter 'covid' eller 'coronavirus'
Vi bliver på de sociale medier.
Metas Twitter-konkurrent Threads, der for få måneder siden fik mere end 100 millioner brugere på rekordtid, får kritik, fordi mediet har blokeret søgefunktionen, hvis man søger efter 'covid', 'coronavirus' samt andre søgninger, der er relateret til pandemien, der satte verden i stå få år tilbage.
Det skriver CNN.
Blokeringen af disse søgeord kommer i kølvandet på en stigning i indlæggelser grundet covid-19 i USA.
Ifølge en talsperson fra Meta skyldes blokeringen, at det sociale medie er ved at udrulle keyword-søgninger til flere lande.
"Søgefunktionaliteten giver midlertidigt ikke resultater for nøgleord, der potentielt kan vise følsomt indhold i øjeblikket," siger talspersonen til mediet.
"Man vil kunne søge efter nøgleord som 'covid' i fremtidige opdateringer, når vi er sikre på kvaliteten af resultaterne," lyder det videre.
Slut med gratis parkering i København for elbil-ejere
Det vil fremover ikke være muligt at parkere gratis i Københavns Kommune, hvis man har en elbil.
Det har et flertal på rådhuset i den danske hovedstad besluttet.
Det skriver Berlingske.
Beslutningen er en del af aftalen for 2024, lyder det.
Aftalen betyder, at elbil-ejerne fra 2024 skal betale timeparkering. Prisen på en beboerlicens til elbilen, der gælder i et år, kommer til at lyde på 695 kroner.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens Kristian Lütken, siger i forbindelse med aftalen, at det har været nødvendigt at indføre p-licenser for elbiler, fordi der simpelthen bliver flere af dem, og at de fylder ligeså meget som aldre biler.
Flere danske kvinder og virksomheder nomineret til nordisk tech-pris
10 danske kvinder og virksomheder er i år blevet nomineret til Nordic Women in Tech Awards.
Der har i år været indstillet mere end 400 personer og virksomheder, som dommerpanelet altså har skåret ned til 50 nominerede i alt - fordelt på 10 kategorier.
Det fremgår af Nordic Women in Techs hjemmeside.
Her lyder det også, at priserne uddeles for at "anerkende en inspirerende organisation eller person for deres præstationer som ledere inden for erhvervslivet og visionære inden for teknologi, der har gjort en forskel i deres samfund og har gjort en ekstra indsats for at støtte sagen om at tiltrække flere kvinder til tech-industrien i løbet af de seneste 24 måneder."
Prisoverrækkelsen vil finde sted ved en gallaaftenen vil finde sted på Harpa Konference- og Koncertsted i den islandske hovedstad Reykjavik 9. november 2023.
Du kan se alle de nominerede her.