Bonjour venner
Her kommer ugens sidste – og denne måneds første – morgen-briefing fra Computerworld.
For sidste gang i denne omgang er det Jacob Wittorff, der er stået tidligt op for at brygge dagens første nyhedskoncentrat til.
Den første nyhed i dag handler om endnu et alternativ til ChatGPT. Denne gang fra en kinesisk tech-gigant
Kinesisk tech-gigant lancerer alternativ ChatGPT
Baidu, der står bag Kinas mest populære søgemaskine, er nu klar med sit eget alternativ til ChatGPT.
Baidus chatbot har fået navnet Ernie Bot og kan både generere tekst og billeder som svar på spørgsmål fra brugerne.
Ernie Bot kan hentes i den kinesiske app store, og ifølge nyhedsbureauet AP strøg den øjeblikkeligt til tops på listen over de mest downloadede apps.
Australien dropper planer om alderstjek på pornohjemmesider
Den australske regering havde planer om at tvinge hjemmesider med pornografiske indhold til at gennemføre et alderstjek af de besøgende.
Men ifølge The Guardian bliver planerne nu skrottet på grund af bekymringer om privatlivsbeskyttelse, og fordi den nødvendige teknologi ikke er tilstrækkelig moden.
"Det står klart, at hver enkelt type aldersverifikations- eller aldersbekræftelsesteknologi har sine egne problemer med privatliv, sikkerhed, effektivitet eller implementering," lød det i en rapport om implementeringen af alderstjekket, som den australske har fået foretaget.
Herhjemme planlægger regeringen også at indføre alderstjek på hjemmeside med eksempelvis pornografisk indhold.
Hybridarbejde har bidt sig fast efter coronapandemien
I en ny undersøgelse gennemført af Dansk Industri blandt 500 virksomheder bliver det skønnet, at 136.000 ansatte i den private sektor arbejder hjemmefra på en almindelig arbejdsdag.
Det er er dobbelt så mange som før coronapandemi, skriver Børsen.
“Hybridt arbejde kan jo være mange ting. Det er ikke kun, at man arbejder hjemmefra en dag eller to om ugen, men kan også være, at man starter dagen hjemmefra, og så møder ind efter et par timer, eller andre variationer, som giver medarbejderne mere fleksibilitet i hverdagen,” siger Christine Secher, fagleder for Future of Work hos DI.
Digitaliseringsstyrelsen inviterer til sikkerhedsbootcamp
Alle der arbejder med cyber- og informationssikkerhed i den offentlige sektor bliver inviteret til såkaldt ISO-bootcamp i Odense den 8. november.
Det er Digitaliseringsstyrelsen, der i samarbejde med KL og Danske Regioner står bag bootcampen.
Det endelige program er ikke offentliggjort, men Digitaliseringsstyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at der blandt vil være oplæg og workshops fra Vestas, Center for Cybersikkerhed og SektorCert.
Bootcampen finder sted på Comwell H. C Andersen i Odense.
I dag for 40 år siden bliver den første Dankort-transaktion gennemført
Den første Dankort-transaktion blev gennemført 1. september 1983 i en skotøjsforretning i København.
På daværende tidspunkt er transaktionen dog ikke særlig digital. Det sker via en såkaldt fluesmækker, hvor butikken tager et aftryk af kortet og papiret bagefter bliver underskrevet, hvorefter banken sørger for betalingen.
Men allerede i 1985 ser de første elektroniske dankort-terminaler lyset, og i 1999 bliver den første Dankort-transaktion på internettet gennemført.