Rigspolitiet får nu kritik i en afgørelse fra Datatilsynet, fordi politiet ikke har overholdt betingelserne for søgninger i to forskellige systemer - henholdsvis Visuminformationssystemet og EURODAC-systemet.
Det skriver Datatilsynet i en meddelelse onsdag.
Det er muligt for Rigspolitiet at søge i systemerne under visse betingelser til "retshåndhævende formål" på baggrund af en anmodning fra politikredsene.
I den forbindelse er Rigspolitiet pålagt at foretage en kontrol af, om politikredsene har overholdt betingelserne, der kan retfærdiggøre Rigspolitiets søgning i systemerne.
I forhold til Visuminformationssystemet fandt Datatilsynet, at den nødvendige kontrol i ét tilfælde ikke var blevet foretaget og i et andet ikke var foretaget i tilstrækkelig grad.
Samtidig lyder det i Datatilsynets afgørelse, at Rigspolitiet i ét tilfælde ikke har foretaget en forudgående søgning i Visuminformationssystemet, inden Rigspolitiet foretog en søgning i EURODAC-systemet.
Det er nemlig en betingelse for Rigspolitiets søgning i EURODAC-systemet, at der er foretaget en forudgående søgning i Visuminformationssystemet uden resultat.
Datatilsynet udtalte på den baggrund kritik af Rigspolitiets manglende kontrol af søgningskriterierne i Visuminformationssystemet og EURODAC-systemet.