Forsigtige kunder og lange beslutningsprocesser koster på bundlinjen for Trifork i andet kvartal 2023, der kommer ud med et underskud efter skat på 1,1 millioner euro – 8,2 millioner kroner.
I samme kvartal sidste år havde Trifork et pænt overskud på 2,3 millioner euro – 17,1 millioner kroner.
Anderledes positivt ser det ud på toplinjen, hvor Triforks Groups omsætning vokser 20,3 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Omsætningen lyder på 55,2 millioner euro – 411 millioner kroner – mod 45,8 millioner euro sidste år.
”Jeg er tilfreds med at se, at alle vores seks forretningsområder har bidraget til vores vækst i 2. kvartal, og at vores største marked, Danmark, voksede med 12,7% med den højeste vækst fra privatkunder,” siger Trifork topchef, Jørn Larsen, i regnskabet.
Topchefen omtaler yderligere i regnskabet, at Trifork oplever længere beslutningsprocesser fra kunder, når de skal investere i nyt it.
”Det er ikke første gang, vi navigerer gennem et marked som dette, og det bliver heller ikke den sidste. Vores drejebog er den samme som i tidligere nedgangstider: Invester i kunderelationer, så vil de huske det og belønne det, når markedet kommer igen,” udtaler Jørn Larsen.
Trifork Groups driftsindtjening (EBITDA) lyder på 7,3 millioner euro – 54,4 millioner kroner – mod 6 millioner euro i samme kvartal sidste år. Det svarer til en vækst på 19,7 procent og en indtjeningsmargin på 13,2 procent.
”Vi er fortsat fokuserede på at finde nye områder med rentabel vækst, både organisk og gennem opkøb. Vi oplever stadig god interesse fra store virksomheder for vores førende kompetencer inden for digitale løsninger, der skaber omkostningsbesparelser og compliance. Det omfatter fokus på dataanalyse, kunstig intelligens, maskinlæring, hybrid cloud-drift og cyberbeskyttelse,” udtaler Jørn Larsen i Triforks regnskab.
Trifork fastholder sine forventninger til resten af året, ligesom deres mål om at nå en årlig omsætningsvækst på mellem 15 og 25 procent de næste år frem også fastholdes.
”I lyset af den langsommere markedssituation er jeg derfor forsigtigt optimistisk med hensyn til årets andet halvår, men endnu vigtigere er det, at vores langsigtede vækstmuligheder forbliver uændrede,” står der afslutningsvist fra Jørn Larsen i regnskabet.
Startup-investeringer koster
Trifork Labs – som er selskabets udviklingsben, der blandt andet investerer og opkøber startup-virksomheder, er en af de største bidragsydere til Triforks underskud i dette kvartal.
Sidste år gav Labs-segmentet et overskud på 700.000 euro – 5,2 millioner kroner – men i år er overskuddet vendt til underskud på 3,1 millioner euro – 23,1 millioner kroner.
”Labs er fortsat en integreret del af Trifork, men vi retter i øjeblikket flere kræfter mod M&A (opkøb red.)-muligheder med lavere risiko og mere umiddelbar belønning,” fremgår det i Triforks regnskab.
Det negative resultat skyldes primært tre start-ups, der har behov for yderligere finansiering, som Trifork ikke forventer, vil få den nødvendige finansiering i rette tid i det nuværende venturekapitalmiljø. Alle tre virksomheder er blevet nedskrevet med 100 procent, skriver Trifork i regnskabet.
Segmenter vinder frem
Trifork deler deres go-to-market stretagi op i tre segmenter: Inspire, build og run. Og her ser det anderledes positivt ud.
Særligt run-delen, der leverer cloud-driftsløsninger, it-sikkerhed og andre managed services, vokser markant til 15,8 millioner euro i omsætning – 118 millioner kroner – mod 9,8 millioner euro – 73 millioner kroner samme kvartal sidste år.
Build-delen, det største segment, der udvikler nye prototyper af kundeprodukter og udvikler softwaren, vokser også pænt til 37,2 millioner euro – 277 millioner kroner – mod 33,7 millioner euro – 251 millioner kroner – i samme kvartal sidste år.
Inspire-delen, hvis opgave er at opdage nye teknologier og trends og dele dem med kunder gennem workshops og konferencer, lander på 2 millioner euro i omsætning, hvilket er nogenlunde på niveau med sidste år.