Der var fart på it-industrien i 2022.
Det blev et rekordår målt på både omsætning, eksport og antallet af medarbejdere i industrien.
Det skyldes ikke mindst den digitale omkalfatring af samfundet, der finder sted i disse år.
Nye tal fra IT-Branchen og Danmarks Statistik tyder dog på, at farten på denne digitalisering ikke bevæger sig lige så hurtigt som hidtil.
Rekordomsætning trods halveret vækst
Den samlede vækst i it-industrien lød på i alt 305 milliarder kroner, hvilket gjorde 2022 til et rekordår for branchen.
Den procentmæssige vækst blev dog næsten halveret sammenlignet med året før. For hvor væksten i 2021 lå på 13,8 procent, så lå den i 2022 kun på 7,6 procent.
Hos IT-Branchen er man dog ikke bange for, at væksten kører på et lavere blus end før.
”Det er helt naturligt, at man letter foden fra speederen, indtil konturerne på en evt. krise står mere klart. Det betyder dog ikke, at branchen står overfor en krise. Tværtimod,” siger Natasha Friis Saxberg, administrerende direktør i IT-Branchen.
”Med den hastige udvikling indenfor kunstig intelligens, den stigende cybertrussel og nye teknologier som eksempelvis kvantecomputere, der er på vej, kan vi hurtigt se ind i ny digital investeringsbølge, hvor speederen igen er i bund,” fortsætter hun.
Eksporten taber også pusten
Heller ikke på eksportfronten ser det ud til, at væksteventyret fortsætter lige foreløbig.
Den danske it-branche eksporterede i 2022 for 108,5 milliarder kroner, hvilket var en stigning på 5,8% i forhold til 2021.
Året før det steg eksporten med omkring en fjerdedel.
Ifølge IT-Branchen er det dog svært at sige, om farten igen tager til i 2023, eller om den fortsætter i samme moderate tempo som i 2022.
Stadig mangel på it-medarbejdere trods knap 6.000 ekstra ansatte i 2022
Når det kommer til beskæftigelse, smadrede den danske it-branche glasloftet med 100.000 ansatte i 2021. Beskæftigelsesfremgangen fortsatte også i 2022.
I fjerde kvartal af 2022 var der 107.450 fuldtidsbeskæftigede i it-branchen, hvilket svarer til at antallet af fuldtidsbeskæftigede steg med 5.870 personer - 5,8% sammenlignet med 2021.
På trods af at næsten 6.000 flere blev ansat sidste år, så er manglen på it-medarbejdere fortsat høj i branchen.
"Vi hører dog både om virksomheder, der holder igen pga. usikkerheden med markedet og andre, der ønsker at ansætte på livet løs. Så det er svært at spå om, hvor vi ender i 2023," lyder det fra Natasha Friis Saxberg.