Mandag formiddag er Nordeas netbank gået i sort.
Når Nordea-kunder mandag formiddag forsøger at logge ind på deres netbank, bliver de således mødt med en meddelelse om, at deres net- og mobilbank i øjeblikket er ramt af en såkaldt "midlertidig forstyrrelse."
"I øjeblikket kan du opleve problemer med at få adgang til vores digitale services. Vi arbejder på at løse problemet hurtigst muligt og beklager ulejligheden,” lyder meddelelsen på Nordea netbank.
Norge også ramt
Det er ikke kun i Danmark at Nordea-kunder oplever problemer, således melder det norske medie VG også om, at norske kunder også er ramt af nedbruddet.
“Der er tale om en teknisk fejl, som påvirker login til mobilbank og netbank. Det er en fejl, vi er klar over, og vi bruger alle tilgængelige ressourcer på at løse det,” siger Nordeas norske kommunikationsdirektør Christian Steffensen til VG.
Han kan dog ikke oplyse, hvornår Nordea forventer at have løst problemet.
“Vi beklager meget og arbejder alt vi kan få det løst så hurtigt som muligt.”
Christian Steffensen understreger samtidig, at intet tyder på, at der skulle være tale om et cyberangreb.
Opdatering: Nordeas presseafdeling oplyser mandag eftermiddag til Ekstra Bladet, at problemet er løst og netbanken skulle igen være tilgængelig.