Techgiganten Microsoft gør sig klar til at udfordre Apples M-serie-chips med egne Arm-processorer til den næste version af Windows.
Det skriver Winbuzzer.
Mediet skriver, at Microsoft i flere af den senere tids jobopslag søger ingeniører med ekspertise i at designe og udvikle højtydende, laveffekt SoC'er (system-on-chip) til klientenheder.
En version af Windows, der er designet til at køre på computere med Arm-processorer, findes allerede og Microsoft har også udviklet sine egne proprietære Arm-chips, som de bruger i nogle af deres Surface-enheder, såsom Surface Pro X.
Men mediet skriver, at Microsoft fortsat er et stykke bag Apples M1- og M2-chips, da selskabet ikke fuldt ud har forpligtet sig til Arm endnu.
Ikke uden kamp
Microsoft har dog ikke i sinde at give op, og techgigantens ambitioner er højere end at bruge eksisterende Arm-chips fra andre leverandører.
Selskabets mål er at skabe sit eget tilpassede silicium, der kan konkurrere med Apples M-serie chips på ydeevne og effektivitet.
Derfor ansætter Microsoft nu medarbejdere til sit ’Silicon Team’, som er ansvarlig for at udvikle siliciumkomponenter til forskellige produkter, herunder Azure, Xbox, Surface og HoloLens, skriver Winbuzzer.
Stillingsopslagene viser, at Microsoft hovedsageligt søger en SoC Silicon Architect, der vil være ansvarlig for at bygge komplekse SoC'er ved hjælp af førende siliciumteknologisknuder.
I et andet opslag søger Microsoft en Senior Silicon Power Integrity CAD Manager, som vil overvåge og analysere strømintegritet og optimeringen af Microsofts SoC'er.
Ansættelserne kommer kort efter en stor fyringsrunde blev annonceret, hvor Microsoft meddelte, at 10.000 ansatte skulle fyres.
Næste Windows
Ifølge mediet vil denne Arm-satsning være et led i Microsofts næste version af Windows, som ifølge flere medier udkommer i slutningen af 2024.
Microsoft har hverken bekræftet en ’Windows 12’ eller et tidspunkt for den næste udgave af Windows.
Microsofts Chief Product Officer, Panos Panay, har dog udtalt sig om, at det næste brugerne kommer til at se i Windows bliver en gennemgribende implementering af AI i styresystemet – ligesom det meste andet i Microsofts porteføljefor for tiden.
Så uanset om det bliver Windows 12 eller et andet navn, så er der noget på vej i den kommende tid.
Der har også været forlydender om, at cloud vil spille en større rolle for at få mest muligt ud af hardwaren.